Chokoladetærte

Opskrift på den lækreste chokoladetærte, jeg nogensinde har smagt – selvfølgelig, må jeg tilføje. Tærten tilhører nemlig Den Store Mester, min yndlingskok Raymond Blanc, der i min bog kan alt og ved alt – og samtidig er det mest sympatiske og lidenskabelige menneske i verden. Så er der vist ikke sagt for lidt :D

Chokoladetærten består helt simpelt af en sprød crumble-bund med en drøm af en chokoladecreme ovenpå. Meget tid kan vindes ved at bage bunden dagen før, tærten skal bruges, men cremen skal man vente med at komme på til samme dag, den skal spises – så risikerer man ikke, at bunden bliver blød. Portionen giver 8 rigtig pæne stykker :-)

Det kan i øvrigt anbefales at se alle programmer, Raymond Blanc nogen sinde har lavet og hver en bog, han har skrevet. Han er bare for sej! Gad vide om det er sådan andre føler for skuespillere, musikere og fodboldspillere…?

Ingredienser:

Bunden:

  • 75 g smør
  • 50 g brun farin
  • 25 g sukker
  • 25 g mandelmel
  • 55 g mel
  • 15 g kakaopulver

Fyldet:

  • 165 ml fløde
  • 155 g mørk chokolade (OBS! Ved mere end 50 % kakaoindhold synes jeg, det bliver for kraftigt)
  • 2 pasteuriserede æggeblommer
  • 70 ml/5 tsk mælk

Fremgangsmåde:

Kom alle ingredienserne til bunden i en food processor og kør det, til det er findelt. Tag blandingen ud af maskinen og ælt den sammen – det er ganske nemt. Kom dejen i en frysepose og mas den så flad så muligt. Kom posen i fryseren i en halv times tid, til den er blevet helt hård.

Bræk dejen i stykker og kom dem i food processoren igen – kør dem, til du har en række små stykker med en diameter på ca. ½-1 cm. Kom stykkerne i en kagering eller i en springform uden bund (med en diameter på ca. 20 cm) og bag den i ovnen ved 170 grader i 12 min. Lad den køle af, og lad den bare blive i formen, da der så er størst chance for, at den holder tæt, når fyldet kommer på.

Smelt chokoladen over vandbad og varm fløden op til kogepunktet. Bland chokoladen og fløden sammen med en dejskraber – ligegyldig hvor meget man forsøger, vil massen på dette tidspunkt være noget grynet og utiltrækkende, men bare rolig :-) Tilsæt æggeblommerne og mælken, rør godt rundt og voila! – du har en lækker, blød, smuk chokoladecreme!

Kom chokoladecremen på den helt afkølede bund og lad den sætte sig ved stuetemperatur i en halv time. Kom den herefter i køleskabet og giv den mindst et par timer på køl, inden den serveres med et let syrligt tilbehør af eget valg (friske bær, coulis, syltet frugt o.l.).

Sidst redigeret: 19. september 2012

Små æbletærter

Opskrift på små, lækre æbletærter i portionsstørrelse. Selvfølgelig kan opskriften også sagtens bruges til en stor tærte, hvis man ikke ejer små forme (selvom man burde det, for de er super anvendelige til alt muligt). Man skal nok bare bruge omkring det dobbelte af det hele og nok bage den lidt længere :-)

Ingredienser:

Dej:

  • 100 g smør + lidt ekstra smør til pensling
  • 175 g mel
  • 1 lille æg
  • 2 spsk sukker
  • en smule salt

Fyld:

  • 3 små æbler (ca. 250 g)
  • 3 spsk kanelsukker (eller efter smag og æblernes sødme)

Fremgangsmåde:

Smuldr smørret i melet og tilsæt saltet og sukkeret. Kom ægget i, ælt dejen sammen og læg den på køl en halv times tid.

Når dejen har hvilet, så del den i 12 lige store stykker. Pensl seks små tærteforme (mine er ca. 9,5 cm i diameter) med smeltet smør og for dem med et stykke dej hver.

Skræl æblerne og fjern kernehuset. Skær æblerne i smalle både og bland dem med kanelsukkeret. Fyld æblerne i tærteformerne og rul de resterende dejstykker ud til låg. Læg lågene på tærteformene (sørg for de når lige ud over kanten) og bag de små æbletærter ved 200 grader i ca. 20 minutter (eller til de ser fint lysebrune ud på toppen).

Lad æbletærterne køle lidt af og server dem med creme fraiche eller en god is – de er f.eks. pragtfulde med en kanelis.

Sidst redigeret: 24. september 2011

Løgtærte

Opskrift på lækker løgtærte, der er nem at lave og bekræfter den endegyldige sandhed om, at al god mad starter med mange løg ;-)

Ingredienser:

Dej:

  • 100 g smør
  • 1 dl koldt vand
  • 250 g mel
  • 1 tsk salt

Fyld:

  • 6 store løg
  • 150 g bacon (frit valg mellem tern og skiver)
  • 4-5 æg afhængig af størrelse
  • 1½ dl mælk
  • salt
  • peber
  • Ca. 100 g revet ost

Fremgangsmåde:

Skær smørret ud i stykker og tilsæt vand og salt. Ælt melet i dejen lidt efter lidt til dejen er blød og en lille smule klistret. Lad dejen hvile i køleskabet en times tid.

Skær løgene ud i ringe og steg dem på en pande til de er bløde. Steg også baconen lidt – den skal bare være blød, ikke sprød. Pisk æggene let og tilsæt mælken og salt og peber efter smag.

Rul dejen ud og kom den i en passende form. Bag den blindt ved 200 grader i 15 minutter. Kom løgene og baconen i formen og hæld æggeblandingen over. Drys til sidst osten over. Bag tærten i ca. 35 minutter ved 200 grader.

Tærten er god sammen med en salat :)

Sidst redigeret: 25. juni 2011

Cheesecake

Opskrift på lækker, cremet cheesecake. Cheesecaken er nem at lave og rækker til ca. 8-10 personer – men det afhænger selvfølgelig af, hvor sultne man er :-)

Ingredienser:

  • 250 g digestive-kiks
  • 1 tsk kanel
  • 100 g smeltet smør
  • 500 g flødeost
  • 3 æg
  • 2 dl sukker
  • Kornene fra en vaniljestang
  • 3½ dl creme fraiche (bruges som “låg” på kagen og kan evt. erstattes af en gele eller noget andet lidt syrligt)

Fremgangsmåde:

Knus kiksene og bland krummerne med smør og kanel. Tryk massen ud i en springform foret med bagepapir – også op ad siderne. Bag bunden i 5 min ved 175 grader. Mens bunden bager, så pisk osten med en håndmixer og rør herefter æg, sukker og vaniljekorn i.

Hæld massen oven på bunden og bag den i ca. 45 min ved 175 grader. Pisk creme fraichen luftigt og kom den oven på kagen. Bag cheesecaken igen i 5 min og lad den blive køleskabskold inden den spises. Server den evt. med en bærkompot eller lignende.

Sidst redigeret: 8. september 2010