Burgerboller

Opskrift på de optimale burgerboller. Vi taler ekstremt luftige og bløde boller med en perfekt balance af sødme, fedme og salt. Så du behøver ikke lede længere!

Hemmeligheden til den store succes er et fad med vand i bunden af ovnen, der gør, at burgerbollerne bliver dampet. Så drop det ikke, selvom det lyder lidt fjollet.

Ingredienser:

  • 2,5 dl håndvarmt vand
  • 50 g gær
  • 3 spsk sukker
  • 1 æg
  • ca. 500 gram mel
  • 1½ tsk salt
  • 40 g smør

Pensling:

  • 1 æg
  • evt. sesamfrø, hørfrø eller lign. til drys

Fremgangsmåde:

Udrør gæren i vandet og opløs sukkeret heri. Kom melet i en anden skål og tilsæt salt. Kom smørret i og nulr det ud i melet. Tilsæt ægget og vandet og rør rundt til du har en ensartet dej.

Ælt nu dejen godt og grundigt i mindst 5 minutter – det kan sagtens gøres på maskine eller med håndmikser. Er dejen meget lind kan du tilsætte lidt mere mel, men hold lidt igen, da dejen skal være meget blød.

Sæt dejen til hævning i mindst en time – gerne to – og form derefter dejen til 12 boller, hvis du laver almindelige burgere, og 24 boller, hvis du går efter miniburgere. Pas på med at lave færre boller af dejen, da de hæver rigtig meget. Sørg også for at lave bollerne meget flade – fladere end dit instinkt fortæller dig ;)

Lad bollerne hæve mindst en time igen. Sæt en bradepande med et par deciliter vand i bunden af ovnen og forvarm ovnen til 200 grader.

Pensl bollerne med æg og drys dem med frø. Bag dem i ca. 12-14 minutter til de er gyldne (lidt kortere bagetid ved miniburgerboller – hold godt øje med dem).

Server bollerne nybagte med dit yndlingstilbehør. Er man et rigtigt luksusdyr kan man lige halvere bollerne og stege indersiderne i lidt smør på panden inden servering :)

Sidst redigeret: 2. marts 2013

Ristede græskarkerner

Opskrift på lækre og nemme ristede græskarkerner, der er oplagte at servere til en velkomstdrink.

Ingredienser:

  • 150 g græskarkerner
  • 1 æggehvide
  • 1½ tsk salt
  • evt. 1 tsk krydderi efter efter valg (f.eks. peber, paprika, chili mv – nedjuster mængden, hvis det er meget stærkt)

Fremgangsmåde:

Pisk æggehviden skummende og tilsæt græskarkernerne og krydderierne. Bland rigtig godt, så alle kerner bliver dækket og krydderierne bliver fordelt.

Fordel græskarkernerne på en bageplade og bag dem 12 minutter ved 150 grader.

Lad dem køle af og server :)

Sidst redigeret: 25. december 2012

Mandelbiscotti

mandelbiscotterOpskrift på dejlige biscotti med mandler og chokolade. Biscotti er nutildags en generel italiensk betegnelse for småkager, men betyder oprindeligt “dobbeltbagt”. Disse mandelbiscotti bages dog også to gange, hvilket gør dem tørrere end andre småkager – men superlækre, når man dypper dem i en god kop kaffe.

Der bliver ca. 30-40 biscotti af portionen.

Ingredienser:

  • 200 g. sukker
  • 200 g mel
  • 1 tsk bagepulver
  • 2 små æg / 1 stort
  • skallen af 1 økologisk appelsin
  • 40 g groft hakket chokolade
  • 50 g groft hakkede mandler

Fremgangsmåde:

Bland sukker, mel og bagepulver sammen.  Tilsæt æggene og appelsinskallen og saml dejen. Ælt chokoladen og mandlerne i.

Form dejen til to stænger, der er ca. 3-4 cm brede. Bag stængerne ved 180 grader i 15 minutter.

Tag stængerne ud af ovnen og sænk temperaturen til 100 grader. Løft forsigtigt stængerne over på et skærebræt. Find en rigtig god brødkniv, og skær forsigtigt de varme stænger ud i tommelfingertykke stykker – ca. 15-20 pr. stang.

Læg stykkerne tilbage på bagepladen og kom dem i ovnen, når den er nået ned på 100 grader. Bag dem til de er godt tørrede og nærmest hårde – det kan godt tage 50 minutter, men mærk efter løbende. De bliver også lidt hårdere, når de køler af.

En biscotti serveres selvfølgelig til en kop kaffe og dyppes heri :)

 

Sidst redigeret: 20. maj 2012

Sojanødder

Opskrift på lynhurtige, lækre sojanødder, der passer godt som f.eks. velkomstsnack.

Ingredienser:

  • 350 g nødder (f.eks. mandler, hasselnødder, jordnødder mv.)
  • 1 dl sojasovs

Fremgangsmåde:

Hæld nødderne (ikke smuttede) ud på en bageplade, og rist dem i ovnen ved 150 grader i ca. 12-13 min. Tag nødderne ud og hæld sojasovsen over – bland nødderne godt rundt, så sojasovsen bliver ordentligt fordelt. Kom dem i ovnen igen og rist dem 10 minutter mere, så sojasovsen trænger godt ind i nødderne.

Lad nødderne lidt af inden de serveres til en drink :)

Sidst redigeret: 22. april 2012

Kammerjunkere

Opskrift på dejlige sprøde kammerjunkere – også kendt som den nationale sommersmåkage. Det er virkelig nemt at lave dem selv, og de er langt mere sofistikerede i smagen end de sukkerbomber, man ellers kan købe i butikkerne. Der bliver 96 kammerjunkere af opskriften :)

For de teknisk interesserede kan fortælles, at kammerjunkere  er tæt beslægtet med den danske tvebak og den italienske småkage biscotti, idet der i alle tilfælde er tale om en særlig teknik, hvor man bager bagværket af to omgange. Biscotti kommer fra det latinske biscoctus, der betyder dobbelt-bagt, og man kan næsten høre af ordet tvebak, at det betyder det samme. Så med den fine grundviden er det tid til at gå i gang!

Ingredienser:

  • 200 g mel
  • 1 tsk bagepulver
  • ½ tsk kardemomme
  • 100 g smør
  • skallen af en halv usprøjtet citron
  • 60 g sukker
  • 1 æg

Fremgangmåde:

Bland melet, bagepulveret og kardemommen sammen. Smuldr smørret heri. Kom citronskallen, sukkeret og ægget i og ælt det hele sammen til en sammenhængende dej.

Form dejen til 48 kugler ca. på størrelse med en tokrone og læg dem på en bageplade (det passer perfekt, at der kan ligge 6×8 kugler på pladen, uden at de flyder sammen). Bag dem i 7 minutter ved 200 grader.

Når kuglerne er kommet ud af ovnen, så skær dem over i halve, mens de stadig er helt varme, og læg dem med snitfladen opad på bagepladen. Lad dem tørre i ovnen ved 150 grader i ca. 20 minutter.

Kammerjunkerne spises selvfølgelig på koldskål – og optimalt på en hjemmelavet en af slagsen. Opbevar kammerjunkerne i en lufttæt beholder, hvis du ikke kan spise alle 96 med det samme.

Sidst redigeret: 22. april 2012

Chokolade-fudge

chokolade-fudgeOpskrift på superlækker chokolade-fudge, der er hurtig at lave og smager fuldstændig fantastisk. Ideen kommer fra et amerikansk madmagasin, og umiddelbart var jeg lidt lunken ved at komme et produkt som skumfiduser i min mad, men det virker sindssygt godt i fudge, da det giver en helt speciel lidt karamelagtig smag. Jeg kan kun opfordre til at prøve det!

Der bliver ca. 50 stk. chokoladefudge-firkanter af opskriften – og husk at starte i god tid, da fudgen skal have nogle timer i køleskabet, inden den er klar.

Ingredienser:

  • 30 g smør
  • 1 dl fløde
  • 200 g sukker
  • 100 g skumfiduser
  • 1 knivspids salt
  • 200 gram mørk chokolade

Fremgangsmåde:

Kom alt undtagen chokoladen i en rigeligt stor gryde (tag hellere en lidt for stor end en lidt for lille, for massen udvider sig). Varm det op og lad skumfiduserne smelte over svag til middel varme. Mens massen simrer, så hak chokoladen groft. Tag massen af blusset og rør chokoladen i, til du har en ensartet, fin brun masse. Hæld den kommende chokolade-fudge i en form belagt med bagepapir, og sæt den i køleskabet i et par timer, til den er stivnet.

Når massen er stivnet, så skær den ud til firkanter i ca. 2×2 cm. Hvis chokolade-fudgen stadig er lidt blød i bunden, så vend firkanterne med bunden i vejret og giv dem endnu en time eller to i køleskabet – så skal de nok få en overflade, hvor man kan tage på dem uden at få fedtede fingre. Pak eventuelt fudgen enkeltvist ind i cellefan (især fint, hvis den skal gives som gave), men det burde ikke være nødvendigt, da fudge normalt ikke klistrer sammen.

Opbever fudgen i en lufttæt boks eller kagedåse.

BONUSTIP:

Jeg har halveret opskriften i forhold til de oprindeligt angivne mængder, idet jeg jo ikke er amerikaner og derfor ikke praktiserer overdrev. Men det gik ikke værre eller bedre end, at jeg, første gang jeg lavede chokolade-fudge, kom til at halvere mængden af alle ingredienser undtagen fløde. Dette resulterede i en relativt flydende chokolade-fudge, der ikke rigtig kunne spises skåret ud i stykker. Men hvad gør en klog husmor så? Lader som om det ønskede resultat var et chokoladesmørepålæg! Så sker det for dig, at du “kommer til” at komme den dobbelte mængde fløde i, så får du et overdrevet lækkert chokoladesmørepålæg – bare et tip :D

Sidst redigeret: 14. januar 2012

Scones med chokolade

Opskrift på lækre chokoladescones – en nyklassiker på det danske kaffebord. Scones er noget af det hurtigste, man kan bage, og er med sin helt særlige konsistens altid en oplevelse, folk sætter pris på. Husk at scones selvfølgelig kan bages med alt muligt andet end chokolade (endda også uden ekstra fyld), så kun fantasien sætter grænser!

Portionen giver omkring 10 store scones, men bag ikke flere, end I kan spise på et døgns tid, for de bliver hurtigt lidt kedelige. Men kan roligt sige, at en scone præsenterer sig selv allerbedst, når den er fuldstændig nybagt. Alternativt egner scones sig fortræffeligt til frysning.

Ingredienser:

  • 300 g mel
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 tsk kardemomme
  • evt. kornene fra en vanillestang eller 2 tsk vanillesukker
  • ½ tsk salt
  • 2 spsk sukker
  • 80 g smør
  • 1 æg
  • 4 spsk creme fraiche 18 % (med top)
  • 75 g hakket mørk chokolade

Fremgangsmåde:

Det vigtigste man skal vide, når man bager scones, er at dejen IKKE må æltes, men kun lige akkurat samles – det er nøglen til den helt særlige struktur. Med det in mente, gør følgende:

Sigt mel, salt og bagepulver og bland med kardemomme, vanille og sukker. Smuldr smørret heri og saml dejen lynhurtigt med chokolade, æg og creme fraiche.

Nu kommer den svære beslutning – hvilken form skal dine scones have? Skal de have en bestemt form, så læg dejen på et stykke bagepapir og “pres” den ned i en højde på ca. 3 cm. Brug herefter en udstikker, et glas eller bare en kniv til at forme dine scones. Er du ligesom mig, så foretrækker du dine scones i tilfældige klumper – og så er udformningen nem ;-) Sats på omkring 10 scones af portionen, så passer det med bagetiden.

Når chokoladescones’ne er formet, bages de i ca. 15 min. ved 200 grader. Når de er færdigbagt, så flyt dem over på en rist, så de kan køle lidt af. Server dem lune som de er – eller hvis det skal være rigtig fint med flødeskum og marmelade.

Sidst redigeret: 27. november 2011

Ingefærkager

Sprøde, stærke ingefærkager, der er som skabt til en ingefær-elsker som mig. Der bliver omkring 150 små småkager af portionen, men størrelsen kan selvfølgelig justeres efter behov. Husk blot, at hvis kagerne skæres tykkere end angivet, skal de bages lidt længere for at blive sprøde.

Ingredienser:

  • 250 g mel
  • 125 g smør
  • 85 g sukker
  • 4 spsk sirup
  • ca. 2-4 tsk tørret ingefær – juster efter hvor stærke man kan lide sine småkager og hvor friskstødt ingefæren er

Fremgangsmåde:

Hvis man er indehaver af hele, tørrede ingefær, starter man med at støde dem i en morter – sørg for at fjerne eventuelle tråde. Sigt herefter ingefæren og melet sammen. Smuldr smørret heri og saml dejen med sukker og sirup.

Rul dejen til fire stænger med en diameter på ca 3 cm. (eller større eller mindre, hvis man vil have det :-) ) Kom stængerne i en frysepose og læg dem i køleskabet i mindst et par timer – gerne til dagen efter. Dejen kan også sagtens fryses, til man skal bruge den.

Når dejen er iskold skæres den i tynde skiver, ca. 2-3 millimeter, og kommes på en bageplade – hver rulle svarer ca. til en bageplade i omfang. Bag ingefærkagerne ved 175 grader i ca. 6-7 minutter, eller til de er blevet lysebrune i kanten. Lad kagerne hvile et minuts tid på pladen, når de kommer ud af ovnen, og flyt dem herefter over på en rist. Når ingefærkagerne er helt afkølede kommes de i en lufttæt beholder.

BONUSTIP:

Som nævnt kan man sagtens justere mængden af ingefær til sin egen smag, men ligegyldig hvor meget man bruger, er det vigtigt, at man bruger så friskstødt ingefær som muligt. Da man nemt kan komme i tvivl om, hvornår det liiige var, man åbnede de krydderier, man har på hylden, er det en fordel af støde sine krydderier selv – det får man rigtig meget mere smag ud af. Jeg plejer at bruge de hele, tørrede ingefær til en opskrift som denne, da det bare er en bedre oplevelse end at bruge gamle krydderier.

Sidst redigeret: 19. november 2011

Tunmousse

Opskrift på rigtig lækker og luftig tunmousse, der har været en klassiker i min familie i mange år. Den er perfekt som forret, men et af mine bedste minder om den stammer fra min studenterkørsel, hvor min far lavede den. Tunmoussen blev serveret på minitoast som en lille snack sammen med champagne, og fadene blev tømt selvom vi var et stykke oppe ad dagen, og de nybagte studenter efterhånden var blevet godt mætte. Så det kan bestemt anbefales en lave en tunmousse til studenterkørslen – jeg lover den ikke vil blive glemt :D

Ingredienser:

  • 2 dåser tun i olie
  • saften af en citron
  • 4 blade husblas
  • 2,5 dl creme fraiche
  • salt
  • peber
  • 1,5 dl fløde
  • 1 lille glas stenbiderrogn eller lignende fiskeæg (f.eks. kaviar, hvis man er rigtig frisk)
  • citronbåde til pynt

Fremgangsmåde:

Læg husblassen i en skål med koldt vand i fem minutter og tag den herefter op. Pres forsigtigt det overskydende vand væk og kom husblassen i en gryde sammen med citronsaften. Varm det op under svag varme til husblassen akkurat er smeltet.

Dræn tunen for olie og kom den i en stor skål. Rør lidt rundt med en gaffel så tunen bliver delt i mindre stykker. Tilsæt creme fraiche og citronsaft-husblas-blandingen og rør rundt til det bliver en jævn masse. Smag til med salt og peber – der skal mere i end man umiddelbart regner med, men man smager sig bare frem.

Sæt skålen i køleskabet en halv times tid til tunmassen er fast, men ikke helt stivnet. Pisk fløden til flødeskum og vend den i tunen sammen med ca. halvdelen af stenbiderrognen. Pensl en form (f.eks. en rugbrødsform) med olie og kom tunmoussen i. Lad formen stå i køleskabet mindst et par timer inden tunmoussen forsigtigt vendes ud på et fad.

Pynt tunmoussen med den resterende stenbiderrogn og citronbåde og server med brød til forret eller på minitoast eller kiks til en snack.

Sidst redigeret: 13. november 2011

Hvidløgspate

Opskrift på lækker hvidløgspate, der f.eks. kan bruges på et tapasbord eller som en lækker snack til en velkomstdrink. Hvidløgspateen er meget simpel og hurtig at lave og smager fantastisk :-)

Ingredienser:

  • 250 g feta-ost
  • 75 g valnødder
  • 1½-2 fed hvidløg (husk at rå hvidløg er meget stærkt)
  • Minitoast, brød, knækbrød, kiks eller lignende tilbehør

Fremgangsmåde:

Kom fetaost, valnødder og hvidløg i en foodprocessor og kør det til det har den ønskede, cremede konsistens -  dog uden nødderne køres fuldstændig til pulver.  Pateen kan også tilberedes med en stavblender, men det tager tid og er lidt besværligt, så har man en foodprocessor, er det optimalt.

Kom pateen på små stykker brød lige inden servering – eller lad gæsterne selv gøre det. Selve hvidløgspateen kan sagtens holde sig nogle dage i køleskabet, men det er bedst at vente til sidste øjeblik med at smøre det på brødet, da dette ellers bliver lidt blødt i det.

Sidst redigeret: 24. september 2011

Jødekager

Min mormors opskrift på lækre, sprøde jødekager, der er uundværlige til jul. Opskriften har overlevet fra dengang, man regnede i pund og rent faktisk mente, at margarine havde noget at gøre i småkager. Jeg har omregnet opskriften til mere anvendelige mål og vovet at anbefale smør – det smager altså bare bedre.

Der bliver i hvert fald 50-60 småkager af portionen.

Ingredienser:

  • 170 g smør
  • 225 g mel
  • 110 g brun farin
  • Skallen af en økologisk citron
  • 1 tsk kardemomme
  • 50 g hakkede mandler

Pensling:

  • 1 æg
  • kanelsukker til drys

Fremgangsmåde:

Ælt alle ingredienserne sammen og rul dejen ud til stænger med en diameter på ca. 4 cm. Kom stængerne i en frysepose og kom dem i fryseren i mindst en halv time – så bliver de meget nemmere at håndtere.

Skær jødekagerne tyndt ud og læg dem på en bageplade (eller rettere sagt ca. 3 bageplader). Tykke endeskiver eller skiver, der af anden grund ikke er blevet så tynde som ønsket, trykkes lidt flade.

Pensl kagerne med æg og drys dem med en smule kanelsukker. Pas på med ikke at overdrive kanelsukkeret, da smagen af kanel vil overdøve jødekagerne.

Bag jødekagerne ved 180 grader i 4-6 minutter eller til de er lysebrune. Flyt jødekagerne over på en rist, så snart de kommer ud af ovnen, og lad dem køle af inden de kommes i en lufttæt beholder.

Sidst redigeret: 1. september 2011

Æbleskiver

Lækre, hjemmelavede æbleskiver, der hører julen til (men som burde spises året rundt). Æbleskiverne kræver selvfølgelig en æbleskivepande, men den er helt sikkert investeringen værd. For har man først bagt sine egne æbleskiver, går man ikke tilbage til de købte!

Opskriften her foreskriver at lægge et lille stykke æble i midten af hver æbleskive, som man gjorde i gamle dage (hvilket giver mening, da jeg har fundet opskriften i en kogebog fra 1947).  Jeg var selv lidt skeptisk, men det fungerer fantastisk og kan kun anbefales.

Der bliver omkring 35 æbleskiver af portionen.

Ingredienser:

  • 250 g hvedemel
  • 25 g sukker
  • 1 tsk salt
  • 2 æg
  • ½ liter kærnemælk
  • 1 tsk bagepulver
  • ca. 250 g æbler
  • rigelig smør til bagning (start med 75 gram)

Fremgangsmåde:

Rør mel, bagepulver, sukker, kærnemælk og salt sammen – undgå klumper. Tilsæt de to æggeblommer og pisk hviderne stive. Vend hviderne i dejen. Skær æblerne ud i små stykker, der kan passe i midten af æbleskiverne.

Varmen æbleskivepanden op ved middel varme og smelt smørret til bagning (kan evt. gøres hurtigt i mikroovnen). Kom lidt smeltet smør i hver hul og fyld hullerne næsten op med dej – der skal være lidt plads til hævning.

Bag æbleskiverne ved svag/middel varme og kom i et stykke æble i midten af hver, inden de vendes. Det er nemmest at vende æbleskiverne med en kødnål, majskolbeholder, træspyd eller lignende, eventuelt suppleret af en gaffel.

Bag æbleskiverne et par minutter på hver side (vend dem gerne lidt undervejs) eller til de er færdige. Det testes ved at stikke en kødnål eller lignende ned i æbleskiven – hænger der ikke dej ved, er æbleskiven færdig.

Server æbleskiverne helt friskbagte med flormelis og syltetøj.

Sidst redigeret: 1. september 2011

Finskbrød

Nem og hurtig opskrift på lækre, sprøde finskbrød. Finskbrød er en simpel småkage uden så meget pjat og er for mig uundværlige til jul.

Der bliver ca. 40 finskbrød af portionen – selvfølgelig afhængig af hvor store man vil have dem :-)

Dejen kan nemt laves dagen før og er også fryseegnet, så man kan sagtens have en lille reserveportion i fryseren.

Ingredienser:

  • 200 g hvedemel
  • 125 g smør
  • 75 g sukker
  • 2 spsk fløde
  • 1 æg til pensling
  • 10 mandler
  • perlesukker til drys

Fremgangsmåde:

Smuldr melet og smørret sammen. Tilsæt sukkeret og fløden og ælt dejen sammen. Smut mandlerne og hak dem fint og pisk ægget sammen.

Rul dejen ud til stænger, der er ca. 1-1½ cm i diameter, og skær stængerne ud i stykker på ca. 3 cm. Læg finskbrødene på en bageplade (eller to) og tryk dem lidt flade, så de får en firkantet form. Pensl finskbrødene forsigtigt med æg og drys de hakkede mandler og perlesukkeret over.

Bag finskbrødene ved 180 grader i 10-12 minutter eller til de er blevet fint lysebrune. Flyt finskbrødene over på en rist så snart de er kommet ud af ovnen, og lad dem køle af inden de kommes i en lufttæt beholder.

Sidst redigeret: 1. september 2011

Krydrede oksekødsfrikadeller

Opskrift på små, lækre, krydrede oksekødsfrikadeller. Frikadellerne er hurtige og nemme at lave og kræver ingen specielle ingredienser. Så det er bare at gå i gang :)

Ingredienser:

  • 300 g hakket oksekød
  • 1 æg
  • 2 spsk mel
  • 2 spsk mælk
  • 1 lille løg
  • en håndfuld frisk oregano
  • ca. 1 frisk chili (selvfølgelig afhængig af hvor stærk chilien er)
  • 1 tsk salt
  • lidt peber
  • smør til stegning

Fremgangsmåde:

Riv løget groft og hak oreganoen. Fjern kernerne fra chilien og hak resten af chilien meget fint. Bland alle ingredienserne og lad farsen hvile en halv times tid i køleskabet. Del farsen i ca. 15 små frikadeller og brun dem på begge sider ved høj varme. Skru ned for varmen og steg dem færdig, ca. 5 min på hver side.

Kom f.eks. oksekødsfrikadellerne i en sandwich eller server dem med kartoffelsalat. Frikadellerne kan sagtens fryses.

Sidst redigeret: 24. august 2011

Pølsehorn

En nem opskrift på pølsehorn, der altid er et stort hit. Der bliver ca. 40 pølsehorn af opskriften, men den kan selvfølgelig sagtens ganges op eller ned, hvis man har brug for det. Jeg tillader mig at kalde dem pølsehorn, selvom jeg egentlig ikke er vild med at forme dem som horn, men det kan man selvfølgelig bare gøre, hvis man synes :-) I så fald synes jeg det er nemmest at rulle dejen ud som til en pizza og skære små slices af den.

Jeg synes det er nemmest at bruge forholdsvist slanke pølser, og det er det opskriften er beregnet ud fra. Hvis man bruger tykkere pølser til pølsehornene får man ikke den fine aflange form, men de smager jo nok lige så godt alligevel :-)

Ingredienser:

  • 3 dl vand
  • 325 g durummel
  • ca. 175-200 g almindeligt hvedemel
  • 50 g gær
  • 3 tsk sukker
  • 1½ tsk salt
  • 110 g smør
  • 700 g pølser
  • æg eller mælk til pensling
  • ketchup el. lign. til dyppelse
  • evt. sesamfrø, birkes eller andet pynt

Fremgangsmåde:

Rør gæren ud i vandet og tilsæt sukker og salt. Tilsæt durummelet og rør godt rundt. Tilsæt hvedemelet lidt efter lidt og ælt dejen godt. Skær smørret ud i mindre stykker og arbejd det ind i dejen. Hvis den er meget klistret, kan der tilsættes lidt ekstra mel.

Lad dejen hæve mindst en halv time. Del dejen i to og rul den ud til store, tynde firkanter. Skær hvert stykke ud i ca. 20 firkanter. Del pølserne i passende stykker (omkring 5 cm, hvis det er slanke pølser) og rul dem ind i dej-firkanterne, så der dannes et lille aflangt brød. Læg dem med samlingen nedad på en bageplade og lad dem hvile i ca. 20 minutter.

Pensl pølsehornene med sammenpisket æg eller mælk og drys evt. med birkes, sesamfrø eller lignende. Bag dem ca. 13-15 minutter ved 200 grader og server dem lune med ketchup til at dyppe i.

Pølsehornene kan sagtens fryses :-)

Sidst redigeret: 25. juni 2011

Langtidsbagte tomater

Langtidsbagte tomater er små, lækre og søde tomater, der fungerer som tilbehør til alt muligt eller som en perfekt snack. De er meget meget nemme at lave – det eneste udfordrende er at lade dem være, indtil de er færdige!

Ingredienser:

  • små tomater (cherry, cocktail, blomme eller hvad man nu kan finde)
  • olivenolie
  • salt
  • sukker
  • peber

Fremgangsmåde:

Skær tomaterne over i halve og læg dem med snitfladen opad på en bageplade. Pensl eller spray lidt olie på hver tomat og drys lidt salt, sukker og peber på dem. Bag dem i ovnen ved 80 grader i fire timer eller til de får en konsistens, hvor de er faldet godt sammen, men ikke er tørrede.

Der er ingen forandring at se på tomaterne den første times tid, så bliv ikke utålmodig – de skal nok blive gode. De smager i øvrigt fantastisk i hele bagetiden, og man kunne i princippet stoppe dem når som helst. Men de bliver helt fantastisk søde og lækre, når de får nogle timer.

Server de langtidsbagte tomater varme, lune eller kolde som tilbehør til næsten hvad som helst eller bare som en lækker snack.

Sidst redigeret: 31. maj 2011

Pizzadej

Opskrift på den perfekte pizzadej, som jeg har lavet den de sidste 20 år. Mængden passer til én pizza med tynd bund.

Ingredienser:

  • 50 g gær
  • 2 dl vand
  • ca. 250-300 g  hvedemel (eller man kan eksperimentere – men ikke alt for groft mel)
  • 1 lille tsk salt
  • 1 spsk olie

Fremgangsmåde:

Opløs gæren i vandet og rør salt og olie i. Tilsæt melet lidt ad gangen og ælt dejen godt. Lad den hæve i mindst en halv time – gerne længere. Rør pizzadejen tyndt ud og kom fyldet på. Jeg plejer at komme tomatpure først, så ost og så et mix af skinke, pepperoni, svampe, peberfrugt, løg, kapers – eller hvad jeg nu har. Til sidst drysser jeg altid pizzaen med oregano. Pizzaen bages ved 225 grader i 20-25 minutter afhængig af hvor sprød en bund, man kan lide.

Pizzaen kan sagtens fryses og er oplagt også at bruge til f.eks. minipizzaer eller pizzasnegle.

Sidst redigeret: 9. april 2011

Knækbrød

Det her er en rigtig god opskrift på knækbrød med masser af kerner og frø. Det er nok det hurtigste brød, jeg nogensinde har bagt, for ingredienserne skal bare blandes sammen – og der er ingen hævetid. Der er dej nok til tre plader tynde knækbrød.

Ingredienser:

  • 1,5 dl havregryn
  • 1,5 dl sesamfrø
  • 1 dl hørfrø
  • 1 dl solsikkekerner
  • 3,5 dl mel (jeg bruger traditionelt bare hvedemel, men prøv dig frem)
  • 1 tsk bagepulver
  • 2 tsk salt
  • 2,25 dl lunkent vand
  • 1 dl olie

Fremgangsmåde:

Bland alle frøene, kernerne og havregrynene sammen og tilsæt vand og olie. Tilsæt salt og bagepulver og rør godt rundt. Tilsæt melet lidt ad gangen og rør det sammen til en ensartet masse. Dejen skal være meget blød og fugtig, så der må endelig ikke komme mere mel i.

Del dejen i tre stykker og rul den ud mellem to stykker bagepapir (det er helt umuligt at rulle den ud i direkte kontakt med dejen, det bliver alt for klistret). Rids de ønskede former på knækbrødet med en pizzaskærer – eller, hvis man ikke ejer sådan én, bare med en kniv.

Bag knækbrødet ved 180 grader i 12-14 minutter. Hold meget øje med dem, da de ret hurtigt kan blive mørke. Opbevar knækbrødene i en lufttæt beholder.

Sidst redigeret: 6. marts 2011

Cheese puffs

Cheese puffs er en amerikansk version af de klassiske franske gourgères. Cheese puffs er en fantastisk ostesnack, der er rigtig god at servere som en lille appetizer inden maden eller som en snack til øl eller andre kolde drikke.

Idet ost er en hovedingrediens i cheese puffs, er det rigtig vigtigt at bruge en ordentlig én – jeg vil ikke se nogen pizza toppings her (eller nogen som helst andre steder). Riv enten selv osten af f.eks. et godt stykke emmentaler, gouda eller cheddar, eller køb en god færdigrevet ost, hvis du ikke er allerbedste venner med dit rivejern. Det fungerer også rigtig godt at blande flere forskellige oste – f.eks. er parmasan også en velkommen gæst i de her ostesnacks.

Ingredienser

  • 75 g smør
  • 2 dl vand
  • 3 æg
  • 75 g reven ost
  • 75 g mel
  • ½ tsk salt
  • ½ tsk peber
  • evt ½ tsk sennepspulver eller et andet krydderi, man kan lide

Fremgangsmåde:

Hæld vandet, smørret, saltet og sennepspulveret i en gryde og varm det op på det højeste blus til det koger. Skru lidt ned. Kom al melet i på én gang og rør det hurtigt sammen med en træske. Rør godt i blandingen i et minuts tid. Sluk for varmen og lad det køle af et par minutter. Kom et æg i og rør rundt, til dejen er jævn igen. Gør det samme med det to resterende æg – ét ad gangen. Kom herefter osten og peberen i og rør godt rundt.

Tænd ovnen på 225 grader. Form dejen med to skeer til små kugler med en diameter som omtrent en femmer. Sæt dem med god afstand på en bageplade, for de hæver ret så meget. Der bliver nok ca. 24 – 30. Nogle opskrifter anbefaler at bruge en sprøjtepose, men jeg kan personligt ikke anbefale det – jeg synes det bliver noget griseri. Bag dine cheese puffs i ca 10 minutter og skru så ned for varmen til ca. 175 grader. Bag dem 10-15 minutter mere til de er gyldne uden på og bløde indeni.

Server helst cheese puffs mens de er lune (så smager de mest fantastisk), men de er bestemt også gode kolde.

Hvis du vil have endnu flere snacks på bordet, så prøv også saltmandlerne, der altid er et hit.

Sidst redigeret: 10. december 2010

Pebernødder

Denne opskrift på pebernødder er et lille oprør mod den type købe-pebernødder, hvor man skal lede længe efter smagen af peber (eller af noget som helst andet krydderi). Pebernødderne her er ret krydrede, men man kan sagtens holde lidt igen med krydderierne, hvis man vil have det lidt mere mildt – eller selv støde dem, hvis man vil have det lidt kraftigere. Der bliver omkring 400 pebernødder af dejen, så den kan sagtens halveres eller fryses ned, hvis man ikke magter at bage så mange på én gang.

Ingredienser:

  • 250 g smør
  • 250 g sukker
  • 450 g hvedemel
  • 2 tsk bagepulver
  • 2 spsk sirup
  • 2 tsk kardemomme
  • 1½ tsk kanel
  • 1 tsk peber
  • 1 tsk stødt nellike
  • 1 tsk stødt ingefær
  • To æggeblommer

Fremgangsmåde:

Sigt melet, bagepulveret og krydderierne sammen. Smuldr smørret heri. Tilsæt æggeblommerne, sukkeret og siruppen og saml dejen. Lad den hvile en times tid i køleskabet – eller til dagen efter, det har dejen kun godt af.

Rul dejen til kugler med en diameter som en hasselnøddekerne – de hæver. Får man plads til 8×9 pebernødder på hver bageplade, bliver der til ca. 5 plader, måske lidt mere. Bag pebernødderne ved 175 grader i ca. 8 minutter. Når pebernødderne kommer ud af ovnen, skal de lige have lov til at stå et minut eller to på bagepladen, inden de flyttes over på en bagerist. Lad dem køle af og opbevar dem i en lufttæt beholder.

Sidst redigeret: 9. november 2010

Brændte mandler

Dejlig opskrift på brændte mandler, der dufter og smager fantastisk. De kan og bør spises året rundt, og det her er den bedste opskrift, jeg kender.
Brændte mandler er lettere at lave, end jeg oprindeligt troede, men jeg har lært, at det er utroligt vigtigt at holde styr på sin varme. Får de for meget, kan det gå ret så galt og resultatet blive uspiseligt. Så det var en lille advarsel :-)

Normalt kan man sagtens gange mine opskrifter op og ned, men i dette tilfælde kan jeg ikke anbefale at lave flere mandler ad gangen, hvis man ikke er vant til at lave brændte mandler. Man kan simpelthen ikke magte at håndtere større mængder mandler, end hvad opskriften foreskriver. Det er for tungt at røre i og alt for stressende, når de skal skilles ad til sidst.

De her mandler er en grundversion med kanel, men man kan sagtens bruge andre krydderier. Da vi var i Tallinn fik jeg brændte mandler med en fantastisk krydderiblanding (jeg siger “jeg”, fordi Niko ikke nåede at få nogen), og jeg har prøvet mig frem og fundet frem til, at en blanding af nelliker, kanel, muskatnød og allehånde er helt fantastisk – prøv det!

Ingredienser:

  • 2 dl vand
  • 2 dl mandler
  • 2 dl sukker
  • en knivspids salt
  • ½ tsk kanel

Fremgangsmåde:

Kom alle ingredienserne i en gryde og varm det op over stærk varme til det koger. Skru lidt ned og lad det koge. Rør rundt engang imellem. Hvis der under processen skulle smutte en mandel ud af gryden må du for guds skyld (eller faktisk mest for din egen) ikke samle den op med fingrene med det samme. Så brænder du dig!

Når massen ændrer konsistens og bliver tykkere, skal der røres konstant. Massen bliver i første omgang tør og sukkeragtig (og vil her have en en temperatur på omkring 125 grader), og et øjeblik kan man godt tro, man har gjort noget forkert. Men det har man ikke, og nogle vil vælge at stoppe processen her, fordi det er sådan rigtige brændte mandler er for dem. Jeg foretrækker dog at lade massen blive over varmen indtil sukkeret smelter, bliver karamelagtig og klistrer til mandlerne (og har en temperatur på ca. 160-162 grader).

En meget vigtig pointe er, at hvis massen mod forventning begynder at koge voldsomt og bliver sort et godt stykke inden i processen, er de brændte mandler gået galt (de har fået for høj varme), og det anbefales at fjerne gryden for blusset med det samme. Lad gryden stå på komfuret og køle rigtig godt af – hæld endelig ikke vand på før massen er kølet, det vil bare ødelægge gryden. Når massen er kølet kan mandlerne fjernes (læs: smides direkte ud) og gryden sættes i blød – den skal nok blive ren :-)

Når mandlerne er færdige skal man hurtigt hælde dem ud på et fad eller andet, der kan tåle varme (jeg plejer at bruge en form eller et underlag af silikone), og skille dem fra hinanden. Har man stoppet dem, da de var “tørre”, behøver man ikke stresse så meget med at skille dem ad, men hvis man har ladet dem karamellisere, skal det gå lidt stærkere. Dog er det altid en mulighed bare at lade dem køle helt af og så bruge vold for at skille dem ad, men fordi man så risikerer at mandlerne går i stykker, plejer jeg at skille dem ad, mens de stadig er varme. Men lad være med at bruge fingrene til at skille dem ad for tidligt i processen – mandlerne er MEGET varme.

Lad mandlerne blive kolde og opbevar dem i en lufttæt beholder.

Hvis du er vild med mandler, så prøv også den supergode opskrift på saltmandler

Sidst redigeret: 24. september 2010

Gittes konfektkugler

Det er smag og behag hvor mange krydderier, man kan lide i de her konfektkugler, men jeg kan nu godt lide rigtig mange. Specielt synes jeg, at (friskstødt) kardemomme hører til, og i denne sammenhæng giver det en meget julet smag. Læs mere om mine følelser for kardemomme.

Ingredienser:

  • 6 dl mandler
  • 6 dl udstenede dadler
  • 1 tsk kanel
  • korn af 1 vanillestang
  • ¼ tsk stødte nelliker
  • ¼ tsk stødt kardemomme
  • ¼ tsk peber
  • Fintreven skal og saft af 1 appelsin eller citron

Fremgangsmåde:

Kør alt undtagen appelsin/citron et par minutter i en foodprocessor. Tilsæt appelsinen og kør en smule mere. Form massen til kugler og tril dem i kakaopulver, kokosmel, finthakkede nødder eller noget helt andet, som du har lyst til. Server konfektkuglerne som snacks i alle mulige sammenhænge.

Er der lidt ekstra mandler tilbage i posen, så lav en hurtigt omgang fristende saltmandler, der passer godt som snack til de fleste kolde drikkevarer, eller prøv en klassisk juleopskrift som brændte mandler, der også en god måde at få brugt den ekstra kardemomme, hvis man har stødt lidt for meget.

Sidst redigeret: 8. september 2010

Saltmandler

Opskrift på superlækre saltmandler, der er nemme at lave og som udgør en fantastisk snack i alle mulige sammenhænge.

Saltmandler er ubetinget min yndlingssnack. Jeg opdagede dem for et par år siden på en skiferie i Østrig – jeg havde ikke før tænkt over, at man kunne lave noget, der smagte så godt – og da jeg kom hjem måtte jeg bare prøve det.

Saltmandler er noget af det simpleste i verden at lave, og så er det tilmed en relativt sund snack.

Ingredienser:

  • 200 g mandler (ikke smuttede)
  • 2 dl vand
  • lidt under 1 spsk salt (omkring 15 g)

Fremgangsmåde:

Start med at tænde ovnen på 150 grader – det passer fint med, at ovnen er varm, når saltmandlerne er klar til at komme derind.

Kog vandet på en pande og opløs saltet heri. Bliv ENDELIG ikke fristet til at komme mere salt i, selvom det ikke lyder af så meget – det er nok. Hæld mandlerne i det kogende saltvand og lad det koge. Rør rundt engang i mellem til alt vandet er forsvundet. Det sker ret pludseligt.

Hæld saltmandlerne på en bageplade og bag dem ca. 18-20 min i ovnen. Test evt. om de er færdige ved at knække en af dem – de skal være lysebrune indeni (bliver de mørkebrune er det en bitter oplevelse).

Tag dem ud og lad dem afkøle. De knitrer rigtig fint og indbydende, når de kommer ud af ovnen, og det er okay at snuppe et par stykker, mens man venter på de køler. Men de bliver altså først rigtig sprøde, når de er kolde.

Har man alligevel været lidt for generøs med saltet, kan man komme saltmandlerne i en sigte og ryste dem lidt til noget af saltet er røget af. Men husk nu at gøre det over vasken :-D

Sidst redigeret: 8. september 2010