Kringle

Opskrift på verdens bedste kringle – i hvert fald i følge Søren Ryge og mig. Kringlen her har fået stor opmærksomhed siden Søren Ryge opdagede den til et foredrag, han skulle holde i Hirtshals, og det er blevet til både artikler og tv-udsendelse med kringlen i fokus. Hele historien om kringlen får du her.

Men opskriften givet i både artikel og tv-udsendelse er temmelig upræcis og kan forvirre, hvis man ikke er en trænet bager. Jeg har efterhånden øvet mig på den nogle gange, og kan derfor præcisere forhold og fremgangsmåde. Så det er bare med at komme i gang!

Der bliver fire kringler af portionen, hvilket er nok til omkring 20 mennesker, hvis folk kan begrænse sig en smule. Jeg har dog været ude for, at folk snildt har spist fire-fem stykker, hvilket svarer til en halv kringle. Men du kender forhåbentlig dit publikum ;)

Har du fødselsdag, så smid lige nogle små flag i ved servering – det ser umådeligt festligt ud!

Og nej, du må ikke erstatte margarinen med smør. Det skal være margarine.

Ingredienser:

Dej:

  • 1,5 dl håndvarmt vand
  • 50 g gær
  • 3 spsk sukker
  • 330 g margarine
  • 3 æg
  • ca. 500 g mel

Remonce:

  • 225 g sukker
  • 225 g margarine
  • 3 tsk kardemomme eller kanel – eller en kombi

Fyld:

  • 250 g. rosiner
  • 100 g nødder (f.eks. hasselnødder)

Pensling:

  • 1 æg
  • Perlesukker (du kan også bruge almindeligt sukker)

Fremgangsmåde:

Kom vandet i en skål, smuldr gæren i (uden af opløse den) og tilsæt sukker, æg samt margarinen skåret i små stykker. Sæt skålen til siden, gerne på en brændeovn eller radiator, og lad den stå en halv time. Når den er begyndt at boble er den klar til den videre proces.

Tilsæt 450 g mel og ælt dejen godt sammen. Tilsæt løbende det ekstra mel til dejen er blød og elastisk. Sæt dejen til hævning i en times tid.

Kom sukkeret, krydderiet og margarinen i en gryde og lad det smelte sammen. Del dejen i 4 stykker og rul dem ud i en bageplades længde og ca. 15 cm i bredden (så ca. 40×15 cm eller hvad der nu passer til din ovn).

Fordel remoncen på midten af de fire stænger – husk at komme godt ud i enderne også. Fordelen rosinerne og nødderne på stængerne og fold dem sammen i bredden, så siderne næsten rammer hinanden.

Læg forsigtigt de fire stænger på én bageplade – det er vigtigt de bages på den samme plade samtidig. Dette, fordi stængerne således ikke får plads til at hæve i andet end højden, hvilket forhindrer dem i at flade helt ud. Det kan være en god ide at udrulle hver stang på hvert sit stykke bagepapir, da det er nemmere at flytte dem over på bagepladen, når man kan holde i papiret. Klip så bagepapiret til, når stængerne ligger på pladen. Papiret gør det i øvrigt også nemmere at flytte rundt på kringlerne senere.

Lad stængerne hæve i mindst en halv time. Forvarm ovnen til 225 grader.

Pensl kringlerne med æg og drys dem med sukker. Giv dem 3 minutter ved 225 grader og skru derefter ned til 200 grader. Giv dem ca. 10 minutter yderligere, så de får omkring 13-14 minutter i alt.

Server dem helt nybagte og lune :)

Sidst redigeret: 2. marts 2013

Fastelavnsboller

Fantastisk dejlige fastelavnsboller, der kan laves med creme eller marmelade, som man selv bedst kan lide.  De er så lækre, at det næsten er en synd kun at spise dem en gang om året – de vil altid være oplagte til f.eks. fødselsdage.

Portionen giver 12 fastelavnsboller, der bør spises helt friskbagte. De kan sagtens fryses, hvis man har bagt for mange.

Ingredienser:

Dej:

  • 50 g gær
  • 2,5 dl lun mælk
  • 2 spsk sukker
  • 125 g smør
  • 1 tsk kardemomme
  • ca. 500 g mel

Fyld:

En halv portion kagecreme eller tilsvarende mængde marmelade.

Fremgangsmåde:

Rør gæren ud i mælken og rør sukkeret i. Tilsæt kardemomme og halvdelen af smørret. Tilsæt melet lidt ad gangen og ælt dejen sammen til en blød og glat dej. Lad dejen hæve en times tid.

Fylder du bollerne med kagecreme, så lav den mens dejen hæver – den skal nemlig været kølet af, inden den kommes i bollerne.

Når dejen er hævet, så ælt resten af smørret i. Dejen bliver ret klistret, så tilsæt en smule mere mel. Del dejen i 12 stykker og pres hver stykke helt fladt som en lille pandekage – tykkelse ca. ½ cm.

Kom en spiseskefuld fyld på hvert stykke og fold enderne sammen. Vend bollerne hurtigt om, så de samlede ender ligger nedad. Sæt bollerne på en bageplade og lad dem efterhæve mindst en halv time.

Pensl fastelavnsbollerne med æg og bag dem i 12-15 minutter ved 225 grader til de er gyldne.

Når bollerne er afkølede, så pynt dem med glasur (bland kakao, flormelis og en smule kogt vand sammen :) )

 

 

Sidst redigeret: 2. marts 2013

Burgerboller

Opskrift på de optimale burgerboller. Vi taler ekstremt luftige og bløde boller med en perfekt balance af sødme, fedme og salt. Så du behøver ikke lede længere!

Hemmeligheden til den store succes er et fad med vand i bunden af ovnen, der gør, at burgerbollerne bliver dampet. Så drop det ikke, selvom det lyder lidt fjollet.

Ingredienser:

  • 2,5 dl håndvarmt vand
  • 50 g gær
  • 3 spsk sukker
  • 1 æg
  • ca. 500 gram mel
  • 1½ tsk salt
  • 40 g smør

Pensling:

  • 1 æg
  • evt. sesamfrø, hørfrø eller lign. til drys

Fremgangsmåde:

Udrør gæren i vandet og opløs sukkeret heri. Kom melet i en anden skål og tilsæt salt. Kom smørret i og nulr det ud i melet. Tilsæt ægget og vandet og rør rundt til du har en ensartet dej.

Ælt nu dejen godt og grundigt i mindst 5 minutter – det kan sagtens gøres på maskine eller med håndmikser. Er dejen meget lind kan du tilsætte lidt mere mel, men hold lidt igen, da dejen skal være meget blød.

Sæt dejen til hævning i mindst en time – gerne to – og form derefter dejen til 12 boller, hvis du laver almindelige burgere, og 24 boller, hvis du går efter miniburgere. Pas på med at lave færre boller af dejen, da de hæver rigtig meget. Sørg også for at lave bollerne meget flade – fladere end dit instinkt fortæller dig ;)

Lad bollerne hæve mindst en time igen. Sæt en bradepande med et par deciliter vand i bunden af ovnen og forvarm ovnen til 200 grader.

Pensl bollerne med æg og drys dem med frø. Bag dem i ca. 12-14 minutter til de er gyldne (lidt kortere bagetid ved miniburgerboller – hold godt øje med dem).

Server bollerne nybagte med dit yndlingstilbehør. Er man et rigtigt luksusdyr kan man lige halvere bollerne og stege indersiderne i lidt smør på panden inden servering :)

Sidst redigeret: 2. marts 2013

Brunkager

Brunkager (medbragt på arbejde)

Opskrift på de bedste brunkager som mormor laver dem. Jeg troede i mange år, at det var en helt særlig familieopskrift, hun gik og gemte på, men da jeg så spurgte, viste det sig, at det er en gammel opskrift fra Karolines Køkken….Men det gør nu ikke brunkagerne dårligere!!

Jeg har kun ændret en ganske lille smule på opskriften, da man jo gerne må sætte sig eget præg på tingene :)

Der bliver ca. et par hundrede brunkager af opskriften – svarende til det fyldte glas på billedet.

Ingredienser:

  • 250 g smør
  • 225 g sukker
  • 125 g sirup
  • 10 g potaske
  • 2 tsk stødte nelliker
  • 5 tsk kanel
  • 1 tsk allehånde
  • 40 g syltet citrusskal, f.eks. pomeransskal eller appelsinskal
  • 50 g smuttede mandler
  • 500 g mel

Mormor i sit køkken

Fremgangsmåde:

Kom smør, sukker og sirup i en gryde og varm det op til alt er smeltet. Hæld massen over i en skål. Udrør potasken i lidt koldt vand og kom den i skålen. Hak mandlerne groft og kom dem i sammen med krydderierne og den syltede citrusskal. Ælt melet i.

Tril dejen til seks pølser med en diameter som en femkrone. Kom dem i køleskabet og lad dem blive helt kolde (tager ca. et par timer) – så er de meget nemmere at håndtere. De kan også fryses og bages løbende, som man får lyst til dem.

Skær pølserne i så tynde skiver som muligt og bag dem ved 180 grader i 5-8 minutter, afhængigt af hvor tynde det er lykkedes dig at skære dem ud. De skal være brune uden at være brændte, når de er færdige.

Lad brunkagerne hvile et minut på bagepladen, når de kommer ud af ovnen, og flyt dem derefter over på en rist. Når de er kolde og sprøde kommes de i en lufttæt beholder, hvor de vil holde sig friske og lækre længere – men de er naturligvis allerbedst nybagte :)

Sidst redigeret: 25. december 2012

Chokoladetærte

Opskrift på den lækreste chokoladetærte, jeg nogensinde har smagt – selvfølgelig, må jeg tilføje. Tærten tilhører nemlig Den Store Mester, min yndlingskok Raymond Blanc, der i min bog kan alt og ved alt – og samtidig er det mest sympatiske og lidenskabelige menneske i verden. Så er der vist ikke sagt for lidt :D

Chokoladetærten består helt simpelt af en sprød crumble-bund med en drøm af en chokoladecreme ovenpå. Meget tid kan vindes ved at bage bunden dagen før, tærten skal bruges, men cremen skal man vente med at komme på til samme dag, den skal spises – så risikerer man ikke, at bunden bliver blød. Portionen giver 8 rigtig pæne stykker :-)

Det kan i øvrigt anbefales at se alle programmer, Raymond Blanc nogen sinde har lavet og hver en bog, han har skrevet. Han er bare for sej! Gad vide om det er sådan andre føler for skuespillere, musikere og fodboldspillere…?

Ingredienser:

Bunden:

  • 75 g smør
  • 50 g brun farin
  • 25 g sukker
  • 25 g mandelmel
  • 55 g mel
  • 15 g kakaopulver

Fyldet:

  • 165 ml fløde
  • 155 g mørk chokolade (OBS! Ved mere end 50 % kakaoindhold synes jeg, det bliver for kraftigt)
  • 2 pasteuriserede æggeblommer
  • 70 ml/5 tsk mælk

Fremgangsmåde:

Kom alle ingredienserne til bunden i en food processor og kør det, til det er findelt. Tag blandingen ud af maskinen og ælt den sammen – det er ganske nemt. Kom dejen i en frysepose og mas den så flad så muligt. Kom posen i fryseren i en halv times tid, til den er blevet helt hård.

Bræk dejen i stykker og kom dem i food processoren igen – kør dem, til du har en række små stykker med en diameter på ca. ½-1 cm. Kom stykkerne i en kagering eller i en springform uden bund (med en diameter på ca. 20 cm) og bag den i ovnen ved 170 grader i 12 min. Lad den køle af, og lad den bare blive i formen, da der så er størst chance for, at den holder tæt, når fyldet kommer på.

Smelt chokoladen over vandbad og varm fløden op til kogepunktet. Bland chokoladen og fløden sammen med en dejskraber – ligegyldig hvor meget man forsøger, vil massen på dette tidspunkt være noget grynet og utiltrækkende, men bare rolig :-) Tilsæt æggeblommerne og mælken, rør godt rundt og voila! – du har en lækker, blød, smuk chokoladecreme!

Kom chokoladecremen på den helt afkølede bund og lad den sætte sig ved stuetemperatur i en halv time. Kom den herefter i køleskabet og giv den mindst et par timer på køl, inden den serveres med et let syrligt tilbehør af eget valg (friske bær, coulis, syltet frugt o.l.).

Sidst redigeret: 19. september 2012

Foccacia

foccacia med salvieOpskrift på virkelig dejlig foccacia, som jeg fandt inspirationen til efter en stormende forelskelse i salvie. Alle slags friske krydderurter kan dog bruges, eksempelvis basilikum, timian, oregano eller rosmarin – og en kombination vil være fantastisk.

Der bliver ca. 10-12 skiver af brødet, og det er oplagt at servere til tapas eller som tilbehør til alskens retter. Men det er også genialt bare at spise det frisk fra ovnen kun med smør eller olie + et lille drys parmesan. Uuhmm!

Ingredienser:

  • 3 dl vand
  • 50 g gær
  • ca. 350-400 g hvedemel
  • 1 tsk salt
  • 2 spsk olivenolie + ekstra til pensling
  • 1 tsk sukker
  • en håndfuld friske krydderurter efter eget valg (eksempelvis 20 store blade salvie)
  • groft salt til drys

Fremgangsmåde:

Hak krydderurterne. Rør gæren ud i vandet og tilsæt olie, salt og sukker. Rør lidt rundt så det opløses. Tilsæt melet lidt efter lidt, og ælt den ene halvdel  af krydderurterne i, når dejen har en fin og blød konsistens. Sæt dejen til hævning i en halv times tid.

Pensl et fad på ca. 20×30 cm med olie – også op ad kanterne. Ælt dejen lidt og fordel den derefter i fadet. Lad den efterhæve en halv time.

Tænd ovnen på 200 grader. Pensl overfladen af dejen med olie og lav 15 dybe huller hele vejen igennem dejen med fingeren. Drys med lidt groft salt og krydderurterne. Bag brødet i ca. 27 minutter, til overfladen er lækker gylden og sprød.

Lad din foccacia hvile lidt i formen og vend den så forsigtigt ud. Den vil muligvis sidde en lille smule fast i kanterne, men så løsn den bare med en kniv – den vil næppe sidde helt fast grundet de store mængder olie ;-) Foccaciaen er klart bedst lun, så server med det samme!

Sidst redigeret: 2. september 2012

Amerikanske cookies

amerikanske cookiesOpskrift på lækre, chewy amerikanske chocolate chip cookies, der er helt som de skal være. Og ja, jeg ved det, amerikanisering af det danske sprog er hæslig, men lige netop i det her tilfælde kan det ikke beskrives med danske ord – det er chocolate chip cookies og de er chewy. Basta!

Jeg har før i tiden har svært ved at få amerikanske cookies til at lykkes, og jeg tror grunden er, at jeg har forsøgt at lave dem med de småkagebagemetoder, vi bruger normalt bruger i Danmark. De her er derfor lavet med inspiration fra et amerikansk madmagasin (minus fjollede ingredienser og bizarre mængder). Og det virker!

Ingredienser:

  • 150 g smør
  • 200 g brun farin
  • 50 g sukker
  • 175 g mel
  • 1 knivspids salt
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 æg
  • 175 g mørk chokolade

Fremgangsmåde:

amerikanske cookies - dejStart med at hakke chokoladen – den må gerne være lidt grofthakket. Ælt smørret, farinen og sukkeret sammen. Find elpiskeren frem og pisk massen et par minutter -  pisk herefter ægget i. Ælt melet, saltet og bagepulveret i og kom så chokoladen i til sidst.

Fordel dejen i 28 klumper på to bageplader (passer ca. med en spiseske) – de skal ikke presses flade, bare være tilfældige klumper. Bag de dejlige cookies i 9-10 minutter ved 175 grader – en plade ad gangen.

Som altid opbevares småkager lufttæt – så kan de holde rigtig længe :-)

Sidst redigeret: 22. maj 2012

Pistaciebiscotti

pistaciebiscottiOpskrift på lækre italienske biscotti med pistacienødder.

Der bliver ca. 30-40 pistaciebiscotti af portionen.

Ingredienser:

  • 200 g sukker
  • 200 g mel
  • 1 tsk bagepulver
  • 2 små æg / 1 stort
  • skallen af 1 økologisk citron
  • 100 g pistacienødder (passer med en almindelig pose på 200 g, når skallerne er fjernet)

Fremgangsmåde:

Bland melet og sukkeret sammen og tilsæt bagepulveret. Tilsæt citronskallen og æggene og saml dejen. Hvis pistacienødderne er meget salte, så kom dem i en sigte og ryst noget af saltet af over vasken. Ælt herefter de hele pistacienødderne i og form dejen til to stænger med en bredde på 3-4 cm.

Bag stængerne ved 180 grader i 15 min. Tag stængerne ud og sænk temperaturen til 100 grader. Løft forsigtigt de varme stænger over på et skærebræt og skær dem ud i stykker på ca 1½ cm med en skarp brødkniv.

Læg stykkerne tilbage på bagepladen og kom dem i ovnen, når den er nået ned på 100 grader. Lad dem tørre i ovnen, til de er blevet hårde – det kan godt tage 50 min, men tjek dem løbende. De vil også blive hårdere, når de køler af.

En biscotti serveres traditionelt med en god kop kaffe :)

Sidst redigeret: 20. maj 2012

Mandelbiscotti

mandelbiscotterOpskrift på dejlige biscotti med mandler og chokolade. Biscotti er nutildags en generel italiensk betegnelse for småkager, men betyder oprindeligt “dobbeltbagt”. Disse mandelbiscotti bages dog også to gange, hvilket gør dem tørrere end andre småkager – men superlækre, når man dypper dem i en god kop kaffe.

Der bliver ca. 30-40 biscotti af portionen.

Ingredienser:

  • 200 g. sukker
  • 200 g mel
  • 1 tsk bagepulver
  • 2 små æg / 1 stort
  • skallen af 1 økologisk appelsin
  • 40 g groft hakket chokolade
  • 50 g groft hakkede mandler

Fremgangsmåde:

Bland sukker, mel og bagepulver sammen.  Tilsæt æggene og appelsinskallen og saml dejen. Ælt chokoladen og mandlerne i.

Form dejen til to stænger, der er ca. 3-4 cm brede. Bag stængerne ved 180 grader i 15 minutter.

Tag stængerne ud af ovnen og sænk temperaturen til 100 grader. Løft forsigtigt stængerne over på et skærebræt. Find en rigtig god brødkniv, og skær forsigtigt de varme stænger ud i tommelfingertykke stykker – ca. 15-20 pr. stang.

Læg stykkerne tilbage på bagepladen og kom dem i ovnen, når den er nået ned på 100 grader. Bag dem til de er godt tørrede og nærmest hårde – det kan godt tage 50 minutter, men mærk efter løbende. De bliver også lidt hårdere, når de køler af.

En biscotti serveres selvfølgelig til en kop kaffe og dyppes heri :)

 

Sidst redigeret: 20. maj 2012

Kammerjunkere

Opskrift på dejlige sprøde kammerjunkere – også kendt som den nationale sommersmåkage. Det er virkelig nemt at lave dem selv, og de er langt mere sofistikerede i smagen end de sukkerbomber, man ellers kan købe i butikkerne. Der bliver 96 kammerjunkere af opskriften :)

For de teknisk interesserede kan fortælles, at kammerjunkere  er tæt beslægtet med den danske tvebak og den italienske småkage biscotti, idet der i alle tilfælde er tale om en særlig teknik, hvor man bager bagværket af to omgange. Biscotti kommer fra det latinske biscoctus, der betyder dobbelt-bagt, og man kan næsten høre af ordet tvebak, at det betyder det samme. Så med den fine grundviden er det tid til at gå i gang!

Ingredienser:

  • 200 g mel
  • 1 tsk bagepulver
  • ½ tsk kardemomme
  • 100 g smør
  • skallen af en halv usprøjtet citron
  • 60 g sukker
  • 1 æg

Fremgangmåde:

Bland melet, bagepulveret og kardemommen sammen. Smuldr smørret heri. Kom citronskallen, sukkeret og ægget i og ælt det hele sammen til en sammenhængende dej.

Form dejen til 48 kugler ca. på størrelse med en tokrone og læg dem på en bageplade (det passer perfekt, at der kan ligge 6×8 kugler på pladen, uden at de flyder sammen). Bag dem i 7 minutter ved 200 grader.

Når kuglerne er kommet ud af ovnen, så skær dem over i halve, mens de stadig er helt varme, og læg dem med snitfladen opad på bagepladen. Lad dem tørre i ovnen ved 150 grader i ca. 20 minutter.

Kammerjunkerne spises selvfølgelig på koldskål – og optimalt på en hjemmelavet en af slagsen. Opbevar kammerjunkerne i en lufttæt beholder, hvis du ikke kan spise alle 96 med det samme.

Sidst redigeret: 22. april 2012

Citronmåne

Opskrift på dejlig citronmåne, der jo er noget af en klassiker på det danske kagebord. Opskriften giver to citronmåner, der vil mætte ca. 6-8 personer afhængig af kagesult, men kan selvfølgelig også ganges op til f.eks. bradepandestørrelse – og bages i andre former end måner :D

Ingredienser:

  • 200 g smør
  • 200 g sukker
  • 200 g hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • 3 æg
  • skallen af to usprøjtede citroner
  • saften af en halv citron
  • 1 vanillestang eller to tsk vanillesukker

Glasur:

  • saften af en halv citron (passende den anden halvdel af den ovenstående ;) )
  • flormelis til den rette konsistens nås
  • evt. et par dråber gul frugtfarve, hvis det haves

Fremgangsmåde:

Smelt smørret og stil det til side. Riv skallen af citronerne og pres saften af den halve citron. Flæk vanillestangen og skrab kornene ud.
Pisk æggene, sukkeret og vanillekornene godt sammen og tilsæt det smeltede smør under omrøring. Tilsæt citronsaften og citronskallen og vend melet og bagepulveret i dejen. Hæld dejen i en passende rund form (f.eks. en lille springform) og bag den ved 200 grader i ca. 35 minutter, eller til der ikke hænger dej fast, når man stikker en gaffel i kagen.

Lad citronkagen afkøle og vend den forsigtigt ud af formen. Overtræk kagen med glasur og lad det stivne, inden kagen skæres over i måner og voila – to citronmåner!

Citronmånerne er bedst helt nybagte, men holder sig også fint et par dage. Jeg kan anbefale at opbevare dem i en lufttæt beholder ved stuetemperatur, da jeg ikke synes køleskab gør noget godt for månerne (eller for de fleste sandkagebaserede kager generelt).

Sidst redigeret: 9. april 2012

Durum-flute

Opskrift på gode durum-flutes, der har en sprød skorpe og en blød og luftig krumme – lige som det skal være!

Ingredienser:

  • 5 dl vand
  • 50 g gær
  • 450 g durummel
  • ca. 300 g almindeligt hvedemel
  • 1½ tsk salt
  • 1 spsk sukker
  • 2 spsk olie

Fremgangsmåde:

Rør gæren ud i vandet og tilsæt olien. Opløs saltet og sukkeret. Tilsæt durummelet og rør det godt sammen til en ensartet masse. Tilsæt hvedemelet lidt efter lidt til dejen bliver glat og smidig. Lad dejen hæve en times tid.

Form dejen til fire flutes og fordel dem på to bageplader. Lad dem efterhæve en halv time. Rids flutene på tværs og bag en plade ad gangen i ca. 12 min. ved 250 grader.

Sidst redigeret: 9. april 2012

Ribskage

RibskageLækker og indbydende ribskage, der er super nem at lave og en god måde at få anvendt de ribs, man måtte have liggende i fryseren (jeg kan afsløre, at jeg altid har et fast lager i min fryser). Kagen ser fantastisk ud at sætte på bordet, når man har gæster, og jeg lover, at kombinationen af den søde kage og de syrlige ribs vil gøre lykke :)

Ingredienser:

  • 200 g smør
  • 200 g sukker
  • 200 g mel
  • 200 g ribs
  • 2 æg
  • Kornene fra 2 vanillestænger
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 knivspids salt

Fremgangsmåde:

Hvis ribsene er friske, så skyl dem forsigtigt og rib dem. Er de frosne, så tø dem op og lad dem dryppe af i en si over en skål. Gem saften.

Smelt smørret. Pisk æggene og sukkeret godt sammen og rør det smeltet smør og vanillekornene i.  Tilsæt salt, bagepulver og mel og rør dejen sammen. Hvis ribsene har afgivet noget saft, så rør også det i dejen.

Kom dejen i en form (evt. beklædt med bagepapir) og fordel ribsene henover. Bag ribskagen i ca. 35-40 min ved 180 grader.

Når ribskagen er kølet af, så vend den forsigtigt ud på en tallerken – og husk at servere den med den smukke side opad :)

Sidst redigeret: 28. januar 2012

Scones med chokolade

Opskrift på lækre chokoladescones – en nyklassiker på det danske kaffebord. Scones er noget af det hurtigste, man kan bage, og er med sin helt særlige konsistens altid en oplevelse, folk sætter pris på. Husk at scones selvfølgelig kan bages med alt muligt andet end chokolade (endda også uden ekstra fyld), så kun fantasien sætter grænser!

Portionen giver omkring 10 store scones, men bag ikke flere, end I kan spise på et døgns tid, for de bliver hurtigt lidt kedelige. Men kan roligt sige, at en scone præsenterer sig selv allerbedst, når den er fuldstændig nybagt. Alternativt egner scones sig fortræffeligt til frysning.

Ingredienser:

  • 300 g mel
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 tsk kardemomme
  • evt. kornene fra en vanillestang eller 2 tsk vanillesukker
  • ½ tsk salt
  • 2 spsk sukker
  • 80 g smør
  • 1 æg
  • 4 spsk creme fraiche 18 % (med top)
  • 75 g hakket mørk chokolade

Fremgangsmåde:

Det vigtigste man skal vide, når man bager scones, er at dejen IKKE må æltes, men kun lige akkurat samles – det er nøglen til den helt særlige struktur. Med det in mente, gør følgende:

Sigt mel, salt og bagepulver og bland med kardemomme, vanille og sukker. Smuldr smørret heri og saml dejen lynhurtigt med chokolade, æg og creme fraiche.

Nu kommer den svære beslutning – hvilken form skal dine scones have? Skal de have en bestemt form, så læg dejen på et stykke bagepapir og “pres” den ned i en højde på ca. 3 cm. Brug herefter en udstikker, et glas eller bare en kniv til at forme dine scones. Er du ligesom mig, så foretrækker du dine scones i tilfældige klumper – og så er udformningen nem ;-) Sats på omkring 10 scones af portionen, så passer det med bagetiden.

Når chokoladescones’ne er formet, bages de i ca. 15 min. ved 200 grader. Når de er færdigbagt, så flyt dem over på en rist, så de kan køle lidt af. Server dem lune som de er – eller hvis det skal være rigtig fint med flødeskum og marmelade.

Sidst redigeret: 27. november 2011

Ingefærkager

Sprøde, stærke ingefærkager, der er som skabt til en ingefær-elsker som mig. Der bliver omkring 150 små småkager af portionen, men størrelsen kan selvfølgelig justeres efter behov. Husk blot, at hvis kagerne skæres tykkere end angivet, skal de bages lidt længere for at blive sprøde.

Ingredienser:

  • 250 g mel
  • 125 g smør
  • 85 g sukker
  • 4 spsk sirup
  • ca. 2-4 tsk tørret ingefær – juster efter hvor stærke man kan lide sine småkager og hvor friskstødt ingefæren er

Fremgangsmåde:

Hvis man er indehaver af hele, tørrede ingefær, starter man med at støde dem i en morter – sørg for at fjerne eventuelle tråde. Sigt herefter ingefæren og melet sammen. Smuldr smørret heri og saml dejen med sukker og sirup.

Rul dejen til fire stænger med en diameter på ca 3 cm. (eller større eller mindre, hvis man vil have det :-) ) Kom stængerne i en frysepose og læg dem i køleskabet i mindst et par timer – gerne til dagen efter. Dejen kan også sagtens fryses, til man skal bruge den.

Når dejen er iskold skæres den i tynde skiver, ca. 2-3 millimeter, og kommes på en bageplade – hver rulle svarer ca. til en bageplade i omfang. Bag ingefærkagerne ved 175 grader i ca. 6-7 minutter, eller til de er blevet lysebrune i kanten. Lad kagerne hvile et minuts tid på pladen, når de kommer ud af ovnen, og flyt dem herefter over på en rist. Når ingefærkagerne er helt afkølede kommes de i en lufttæt beholder.

BONUSTIP:

Som nævnt kan man sagtens justere mængden af ingefær til sin egen smag, men ligegyldig hvor meget man bruger, er det vigtigt, at man bruger så friskstødt ingefær som muligt. Da man nemt kan komme i tvivl om, hvornår det liiige var, man åbnede de krydderier, man har på hylden, er det en fordel af støde sine krydderier selv – det får man rigtig meget mere smag ud af. Jeg plejer at bruge de hele, tørrede ingefær til en opskrift som denne, da det bare er en bedre oplevelse end at bruge gamle krydderier.

Sidst redigeret: 19. november 2011

Vanillekranse

Opskrift på rigtig lækre, gammeldags vanillekranse. Man behøver bestemt ikke have en kødhakkemaskine for at lave dem – man kan sagtens lave perfekte, sprøde vanillekranse uden – men det giver nu det ekstra touch. Jeg har i hvert fald investeret i én kun med det formål at bage vanillekranse til jul…

Portionen giver ca. 60 vanillekranse.

Ingredienser:

  • 250 g mel
  • 1 tsk bagepulver
  • Kornene fra 1-4 vanillestænger (afhængigt af størrelse og kvalitet af vanillestængerne samt budget)
  • 175 g smør
  • 1 æg
  • 125 g sukker

Fremgangsmåde:

Sig melet og bagepulveret sammen og bland vanillekornene i – sørg for de ikke klumper for meget sammen. Smuldr smørret i blandingen og saml dejen med sukkeret og ægget. Lad dejen hvile i køleskabet et par timer – eller gerne et par dage, hvis der er tid.

Kør dejen gennem en kødhakkers takkede hul og skær stangen ud i stykker, der formes til vanillekranse. Rul alternativt bare dejen ud i tynde stænger og form vanillekransene af dem – sørg for, at der er et pænt hul i midten, for det bliver mindre, når de bliver bagt.

Læg vanillekransene på en bageplade (ca tre stk. i alt) og bag dem i 8-9 minutter ved 180 grader – eller til de er blevet lysebrune i kanten. Lad dem afkøle på en rist inden de kommes i en lufttæt dåse.

BONUSTIP:

Det er altid et værre rod at få alt dejen ud af kødhakkeren – man har nærmest en hel pladefuld vanillekranse siddende inden i den, man ikke umiddelbart kan få ud. Et godt mormor-trick er at køre et sammenkrøllet stykke bagepapir igennem maskinen, der kan presse dejen ud. Voila!

Sidst redigeret: 19. november 2011

Banankage

banankage med chokoladestykkerOpskrift på lækker, luftig banankage med chokoladestykker. Der bliver ca. 6-8 stykker af kagen, og den kan med fordel fryses, hvis man ikke har appetit nok til at spise den hele selv :-)

Ingredienser:

  • 100 g smør
  • 200 g sukker
  • 2 æg
  • 2 store modne bananer
  • 1 knivspids salt
  • 1 tsk bagepulver
  • 150 g mel
  • 50 g mørk chokolade
  • 50 g valnødder

Fremgangsmåde:

Ælt smørret og sukkeret sammen og pisk æggene i. Mos bananerne i en skål for sig og rør dem i dejen sammen med mel, salt og bagepulver. Hak nødderne og chokoladen og vend dem i dejen.

Kom dejen i en silikoneform eller i en springform beklædt med bagepapir. Bag banankagen ved 200 grader i ca. 40 – 45 minutter – tjek med en gaffel i midten af kagen, om den er bagt færdig. Lad banankagen køle lidt af inden den tages ud af formen og spises lun eller kold.

Sidst redigeret: 23. oktober 2011

Små æbletærter

Opskrift på små, lækre æbletærter i portionsstørrelse. Selvfølgelig kan opskriften også sagtens bruges til en stor tærte, hvis man ikke ejer små forme (selvom man burde det, for de er super anvendelige til alt muligt). Man skal nok bare bruge omkring det dobbelte af det hele og nok bage den lidt længere :-)

Ingredienser:

Dej:

  • 100 g smør + lidt ekstra smør til pensling
  • 175 g mel
  • 1 lille æg
  • 2 spsk sukker
  • en smule salt

Fyld:

  • 3 små æbler (ca. 250 g)
  • 3 spsk kanelsukker (eller efter smag og æblernes sødme)

Fremgangsmåde:

Smuldr smørret i melet og tilsæt saltet og sukkeret. Kom ægget i, ælt dejen sammen og læg den på køl en halv times tid.

Når dejen har hvilet, så del den i 12 lige store stykker. Pensl seks små tærteforme (mine er ca. 9,5 cm i diameter) med smeltet smør og for dem med et stykke dej hver.

Skræl æblerne og fjern kernehuset. Skær æblerne i smalle både og bland dem med kanelsukkeret. Fyld æblerne i tærteformerne og rul de resterende dejstykker ud til låg. Læg lågene på tærteformene (sørg for de når lige ud over kanten) og bag de små æbletærter ved 200 grader i ca. 20 minutter (eller til de ser fint lysebrune ud på toppen).

Lad æbletærterne køle lidt af og server dem med creme fraiche eller en god is – de er f.eks. pragtfulde med en kanelis.

Sidst redigeret: 24. september 2011

Jødekager

Min mormors opskrift på lækre, sprøde jødekager, der er uundværlige til jul. Opskriften har overlevet fra dengang, man regnede i pund og rent faktisk mente, at margarine havde noget at gøre i småkager. Jeg har omregnet opskriften til mere anvendelige mål og vovet at anbefale smør – det smager altså bare bedre.

Der bliver i hvert fald 50-60 småkager af portionen.

Ingredienser:

  • 170 g smør
  • 225 g mel
  • 110 g brun farin
  • Skallen af en økologisk citron
  • 1 tsk kardemomme
  • 50 g hakkede mandler

Pensling:

  • 1 æg
  • kanelsukker til drys

Fremgangsmåde:

Ælt alle ingredienserne sammen og rul dejen ud til stænger med en diameter på ca. 4 cm. Kom stængerne i en frysepose og kom dem i fryseren i mindst en halv time – så bliver de meget nemmere at håndtere.

Skær jødekagerne tyndt ud og læg dem på en bageplade (eller rettere sagt ca. 3 bageplader). Tykke endeskiver eller skiver, der af anden grund ikke er blevet så tynde som ønsket, trykkes lidt flade.

Pensl kagerne med æg og drys dem med en smule kanelsukker. Pas på med ikke at overdrive kanelsukkeret, da smagen af kanel vil overdøve jødekagerne.

Bag jødekagerne ved 180 grader i 4-6 minutter eller til de er lysebrune. Flyt jødekagerne over på en rist, så snart de kommer ud af ovnen, og lad dem køle af inden de kommes i en lufttæt beholder.

Sidst redigeret: 1. september 2011

Æbleskiver

Lækre, hjemmelavede æbleskiver, der hører julen til (men som burde spises året rundt). Æbleskiverne kræver selvfølgelig en æbleskivepande, men den er helt sikkert investeringen værd. For har man først bagt sine egne æbleskiver, går man ikke tilbage til de købte!

Opskriften her foreskriver at lægge et lille stykke æble i midten af hver æbleskive, som man gjorde i gamle dage (hvilket giver mening, da jeg har fundet opskriften i en kogebog fra 1947).  Jeg var selv lidt skeptisk, men det fungerer fantastisk og kan kun anbefales.

Der bliver omkring 35 æbleskiver af portionen.

Ingredienser:

  • 250 g hvedemel
  • 25 g sukker
  • 1 tsk salt
  • 2 æg
  • ½ liter kærnemælk
  • 1 tsk bagepulver
  • ca. 250 g æbler
  • rigelig smør til bagning (start med 75 gram)

Fremgangsmåde:

Rør mel, bagepulver, sukker, kærnemælk og salt sammen – undgå klumper. Tilsæt de to æggeblommer og pisk hviderne stive. Vend hviderne i dejen. Skær æblerne ud i små stykker, der kan passe i midten af æbleskiverne.

Varmen æbleskivepanden op ved middel varme og smelt smørret til bagning (kan evt. gøres hurtigt i mikroovnen). Kom lidt smeltet smør i hver hul og fyld hullerne næsten op med dej – der skal være lidt plads til hævning.

Bag æbleskiverne ved svag/middel varme og kom i et stykke æble i midten af hver, inden de vendes. Det er nemmest at vende æbleskiverne med en kødnål, majskolbeholder, træspyd eller lignende, eventuelt suppleret af en gaffel.

Bag æbleskiverne et par minutter på hver side (vend dem gerne lidt undervejs) eller til de er færdige. Det testes ved at stikke en kødnål eller lignende ned i æbleskiven – hænger der ikke dej ved, er æbleskiven færdig.

Server æbleskiverne helt friskbagte med flormelis og syltetøj.

Sidst redigeret: 1. september 2011

Finskbrød

Nem og hurtig opskrift på lækre, sprøde finskbrød. Finskbrød er en simpel småkage uden så meget pjat og er for mig uundværlige til jul.

Der bliver ca. 40 finskbrød af portionen – selvfølgelig afhængig af hvor store man vil have dem :-)

Dejen kan nemt laves dagen før og er også fryseegnet, så man kan sagtens have en lille reserveportion i fryseren.

Ingredienser:

  • 200 g hvedemel
  • 125 g smør
  • 75 g sukker
  • 2 spsk fløde
  • 1 æg til pensling
  • 10 mandler
  • perlesukker til drys

Fremgangsmåde:

Smuldr melet og smørret sammen. Tilsæt sukkeret og fløden og ælt dejen sammen. Smut mandlerne og hak dem fint og pisk ægget sammen.

Rul dejen ud til stænger, der er ca. 1-1½ cm i diameter, og skær stængerne ud i stykker på ca. 3 cm. Læg finskbrødene på en bageplade (eller to) og tryk dem lidt flade, så de får en firkantet form. Pensl finskbrødene forsigtigt med æg og drys de hakkede mandler og perlesukkeret over.

Bag finskbrødene ved 180 grader i 10-12 minutter eller til de er blevet fint lysebrune. Flyt finskbrødene over på en rist så snart de er kommet ud af ovnen, og lad dem køle af inden de kommes i en lufttæt beholder.

Sidst redigeret: 1. september 2011

Sandwichboller

Lækre, sunde og nemme sandwichboller, der er perfekte at tage med på tur og fantastiske at have et lille lager af i fryseren.

Ingredienser:

  • 50 g gær
  • 1 dl vand
  • 5 dl kærnemælk
  • 400 g grahamsmel
  • ca. 400 g hvedemel
  • 1½ tsk salt
  • 1 spsk olie
  • 1 tsk sukker
  • 1 æg til pensling (kan erstattes af mælk, evt kærnemælk)
  • evt. sesamfrø eller lignende til drys

Fremgangsmåde:

Udrør gæren i vandet og bland det i kærnemælken. Tilsæt olie, salt og sukker og rør rundt. Rør grahamsmelet i og tilsæt derefter hvedemelet lidt efter lidt. Dejen skal ikke være helt fast, men en smule klistret. Lad dejen hæve en halv times tid.

Rul dejen ud til det antal boller, man ønsker – jeg plejer at lave 7 kæmpestore boller. Vær opmærksom på at forme dem forholdsvis flade, da de er nemmere at spise med fyld i, hvis de ikke er for høje. Lad sandwichbollerne efterhæve i ca. 20 minutter.

Pensl sandwichbollerne, drys evt. med sesamfrø og bag dem ved 200 grader i ca. 15-18 minutter.

Sidst redigeret: 12. juli 2011

Ruggrynsboller

Ruggrynsboller er meget nemme at lave og et endnu sundere alternativ til havregrynsboller. Fremgangsmåden er den samme, som brugte man havregryn, men bollerne bliver så gode med ruggryn, af jeg synes de fortjener deres helt egen opskrift :-)

Ingredienser:

  • 50 g gær
  • 5 dl vand
  • 250 g ruggryn (kan sagtens erstattes af andre gryn)
  • ca. 500 g hvedemel
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk sukker eller 1 tsk honning
  • 2 spsk olie

Pensling:

  • 1 æg eller mælk
  • ruggryn til drys

Fremgangsmåde:

Opløs gæren i vandet og tilsæt salt, sukker/honning og olie. Hæld blandingen over ruggrynene og lad dem suge lidt. Tilsæt melet. Ælt det hele godt sammen og lad det hæve til dobbelt størrelse, ca. 30 minutter. Form ruggrynsbollerne og lad dem hæve 30 min igen. Pensl dem med æg eller mælk og drys ruggryn over. Bag ruggrynsbollerne ved 200 grader i ca. 15-20 min.

Sidst redigeret: 25. juni 2011

Pølsehorn

En nem opskrift på pølsehorn, der altid er et stort hit. Der bliver ca. 40 pølsehorn af opskriften, men den kan selvfølgelig sagtens ganges op eller ned, hvis man har brug for det. Jeg tillader mig at kalde dem pølsehorn, selvom jeg egentlig ikke er vild med at forme dem som horn, men det kan man selvfølgelig bare gøre, hvis man synes :-) I så fald synes jeg det er nemmest at rulle dejen ud som til en pizza og skære små slices af den.

Jeg synes det er nemmest at bruge forholdsvist slanke pølser, og det er det opskriften er beregnet ud fra. Hvis man bruger tykkere pølser til pølsehornene får man ikke den fine aflange form, men de smager jo nok lige så godt alligevel :-)

Ingredienser:

  • 3 dl vand
  • 325 g durummel
  • ca. 175-200 g almindeligt hvedemel
  • 50 g gær
  • 3 tsk sukker
  • 1½ tsk salt
  • 110 g smør
  • 700 g pølser
  • æg eller mælk til pensling
  • ketchup el. lign. til dyppelse
  • evt. sesamfrø, birkes eller andet pynt

Fremgangsmåde:

Rør gæren ud i vandet og tilsæt sukker og salt. Tilsæt durummelet og rør godt rundt. Tilsæt hvedemelet lidt efter lidt og ælt dejen godt. Skær smørret ud i mindre stykker og arbejd det ind i dejen. Hvis den er meget klistret, kan der tilsættes lidt ekstra mel.

Lad dejen hæve mindst en halv time. Del dejen i to og rul den ud til store, tynde firkanter. Skær hvert stykke ud i ca. 20 firkanter. Del pølserne i passende stykker (omkring 5 cm, hvis det er slanke pølser) og rul dem ind i dej-firkanterne, så der dannes et lille aflangt brød. Læg dem med samlingen nedad på en bageplade og lad dem hvile i ca. 20 minutter.

Pensl pølsehornene med sammenpisket æg eller mælk og drys evt. med birkes, sesamfrø eller lignende. Bag dem ca. 13-15 minutter ved 200 grader og server dem lune med ketchup til at dyppe i.

Pølsehornene kan sagtens fryses :-)

Sidst redigeret: 25. juni 2011

Durumboller

Lækre, sprøde durum-boller, der fungerer godt til alle måltider. De er meget nemme at lave og er rigtig gode at have en større portion af i fryseren :)

Ingredienser:

  • 5 dl koldt vand
  • 50 g gær
  • 1 spsk olie
  • 7 gram salt (omkring halvanden teske afhængig af teske-størrelse)
  • 350 g durum-mel
  • ca. 300 g almindeligt hvedemel

Fremgangsmåde:

Opløs gæren i vandet og rør salt og olie i. Tilsæt durum-melet og rør godt rundt. Kom derefter hvedemelet i lidt efter lidt. Dejen skal ikke være helt fast, men blød i det. Ælt dejen godt og lad den hæve i en times tid.

Form dejen til 12 store boller (ens hænder bliver lidt klistrede, men det er meningen) og lad dem efterhæve en halv time. Sæt dem ind i en 225 grader varm ovn og bag dem i ca. 18-20 minutter til de lyder hult, når man banker dem i bunden.

Sidst redigeret: 31. maj 2011