Brunkager

Brunkager (medbragt på arbejde)

Opskrift på de bedste brunkager som mormor laver dem. Jeg troede i mange år, at det var en helt særlig familieopskrift, hun gik og gemte på, men da jeg så spurgte, viste det sig, at det er en gammel opskrift fra Karolines Køkken….Men det gør nu ikke brunkagerne dårligere!!

Jeg har kun ændret en ganske lille smule på opskriften, da man jo gerne må sætte sig eget præg på tingene :)

Der bliver ca. et par hundrede brunkager af opskriften – svarende til det fyldte glas på billedet.

Ingredienser:

  • 250 g smør
  • 225 g sukker
  • 125 g sirup
  • 10 g potaske
  • 2 tsk stødte nelliker
  • 5 tsk kanel
  • 1 tsk allehånde
  • 40 g syltet citrusskal, f.eks. pomeransskal eller appelsinskal
  • 50 g smuttede mandler
  • 500 g mel

Mormor i sit køkken

Fremgangsmåde:

Kom smør, sukker og sirup i en gryde og varm det op til alt er smeltet. Hæld massen over i en skål. Udrør potasken i lidt koldt vand og kom den i skålen. Hak mandlerne groft og kom dem i sammen med krydderierne og den syltede citrusskal. Ælt melet i.

Tril dejen til seks pølser med en diameter som en femkrone. Kom dem i køleskabet og lad dem blive helt kolde (tager ca. et par timer) – så er de meget nemmere at håndtere. De kan også fryses og bages løbende, som man får lyst til dem.

Skær pølserne i så tynde skiver som muligt og bag dem ved 180 grader i 5-8 minutter, afhængigt af hvor tynde det er lykkedes dig at skære dem ud. De skal være brune uden at være brændte, når de er færdige.

Lad brunkagerne hvile et minut på bagepladen, når de kommer ud af ovnen, og flyt dem derefter over på en rist. Når de er kolde og sprøde kommes de i en lufttæt beholder, hvor de vil holde sig friske og lækre længere – men de er naturligvis allerbedst nybagte :)

Sidst redigeret: 25. december 2012

Amerikanske cookies

amerikanske cookiesOpskrift på lækre, chewy amerikanske chocolate chip cookies, der er helt som de skal være. Og ja, jeg ved det, amerikanisering af det danske sprog er hæslig, men lige netop i det her tilfælde kan det ikke beskrives med danske ord – det er chocolate chip cookies og de er chewy. Basta!

Jeg har før i tiden har svært ved at få amerikanske cookies til at lykkes, og jeg tror grunden er, at jeg har forsøgt at lave dem med de småkagebagemetoder, vi bruger normalt bruger i Danmark. De her er derfor lavet med inspiration fra et amerikansk madmagasin (minus fjollede ingredienser og bizarre mængder). Og det virker!

Ingredienser:

  • 150 g smør
  • 200 g brun farin
  • 50 g sukker
  • 175 g mel
  • 1 knivspids salt
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 æg
  • 175 g mørk chokolade

Fremgangsmåde:

amerikanske cookies - dejStart med at hakke chokoladen – den må gerne være lidt grofthakket. Ælt smørret, farinen og sukkeret sammen. Find elpiskeren frem og pisk massen et par minutter -  pisk herefter ægget i. Ælt melet, saltet og bagepulveret i og kom så chokoladen i til sidst.

Fordel dejen i 28 klumper på to bageplader (passer ca. med en spiseske) – de skal ikke presses flade, bare være tilfældige klumper. Bag de dejlige cookies i 9-10 minutter ved 175 grader – en plade ad gangen.

Som altid opbevares småkager lufttæt – så kan de holde rigtig længe :-)

Sidst redigeret: 22. maj 2012

Pistaciebiscotti

pistaciebiscottiOpskrift på lækre italienske biscotti med pistacienødder.

Der bliver ca. 30-40 pistaciebiscotti af portionen.

Ingredienser:

  • 200 g sukker
  • 200 g mel
  • 1 tsk bagepulver
  • 2 små æg / 1 stort
  • skallen af 1 økologisk citron
  • 100 g pistacienødder (passer med en almindelig pose på 200 g, når skallerne er fjernet)

Fremgangsmåde:

Bland melet og sukkeret sammen og tilsæt bagepulveret. Tilsæt citronskallen og æggene og saml dejen. Hvis pistacienødderne er meget salte, så kom dem i en sigte og ryst noget af saltet af over vasken. Ælt herefter de hele pistacienødderne i og form dejen til to stænger med en bredde på 3-4 cm.

Bag stængerne ved 180 grader i 15 min. Tag stængerne ud og sænk temperaturen til 100 grader. Løft forsigtigt de varme stænger over på et skærebræt og skær dem ud i stykker på ca 1½ cm med en skarp brødkniv.

Læg stykkerne tilbage på bagepladen og kom dem i ovnen, når den er nået ned på 100 grader. Lad dem tørre i ovnen, til de er blevet hårde – det kan godt tage 50 min, men tjek dem løbende. De vil også blive hårdere, når de køler af.

En biscotti serveres traditionelt med en god kop kaffe :)

Sidst redigeret: 20. maj 2012

Mandelbiscotti

mandelbiscotterOpskrift på dejlige biscotti med mandler og chokolade. Biscotti er nutildags en generel italiensk betegnelse for småkager, men betyder oprindeligt “dobbeltbagt”. Disse mandelbiscotti bages dog også to gange, hvilket gør dem tørrere end andre småkager – men superlækre, når man dypper dem i en god kop kaffe.

Der bliver ca. 30-40 biscotti af portionen.

Ingredienser:

  • 200 g. sukker
  • 200 g mel
  • 1 tsk bagepulver
  • 2 små æg / 1 stort
  • skallen af 1 økologisk appelsin
  • 40 g groft hakket chokolade
  • 50 g groft hakkede mandler

Fremgangsmåde:

Bland sukker, mel og bagepulver sammen.  Tilsæt æggene og appelsinskallen og saml dejen. Ælt chokoladen og mandlerne i.

Form dejen til to stænger, der er ca. 3-4 cm brede. Bag stængerne ved 180 grader i 15 minutter.

Tag stængerne ud af ovnen og sænk temperaturen til 100 grader. Løft forsigtigt stængerne over på et skærebræt. Find en rigtig god brødkniv, og skær forsigtigt de varme stænger ud i tommelfingertykke stykker – ca. 15-20 pr. stang.

Læg stykkerne tilbage på bagepladen og kom dem i ovnen, når den er nået ned på 100 grader. Bag dem til de er godt tørrede og nærmest hårde – det kan godt tage 50 minutter, men mærk efter løbende. De bliver også lidt hårdere, når de køler af.

En biscotti serveres selvfølgelig til en kop kaffe og dyppes heri :)

 

Sidst redigeret: 20. maj 2012

Kammerjunkere

Opskrift på dejlige sprøde kammerjunkere – også kendt som den nationale sommersmåkage. Det er virkelig nemt at lave dem selv, og de er langt mere sofistikerede i smagen end de sukkerbomber, man ellers kan købe i butikkerne. Der bliver 96 kammerjunkere af opskriften :)

For de teknisk interesserede kan fortælles, at kammerjunkere  er tæt beslægtet med den danske tvebak og den italienske småkage biscotti, idet der i alle tilfælde er tale om en særlig teknik, hvor man bager bagværket af to omgange. Biscotti kommer fra det latinske biscoctus, der betyder dobbelt-bagt, og man kan næsten høre af ordet tvebak, at det betyder det samme. Så med den fine grundviden er det tid til at gå i gang!

Ingredienser:

  • 200 g mel
  • 1 tsk bagepulver
  • ½ tsk kardemomme
  • 100 g smør
  • skallen af en halv usprøjtet citron
  • 60 g sukker
  • 1 æg

Fremgangmåde:

Bland melet, bagepulveret og kardemommen sammen. Smuldr smørret heri. Kom citronskallen, sukkeret og ægget i og ælt det hele sammen til en sammenhængende dej.

Form dejen til 48 kugler ca. på størrelse med en tokrone og læg dem på en bageplade (det passer perfekt, at der kan ligge 6×8 kugler på pladen, uden at de flyder sammen). Bag dem i 7 minutter ved 200 grader.

Når kuglerne er kommet ud af ovnen, så skær dem over i halve, mens de stadig er helt varme, og læg dem med snitfladen opad på bagepladen. Lad dem tørre i ovnen ved 150 grader i ca. 20 minutter.

Kammerjunkerne spises selvfølgelig på koldskål – og optimalt på en hjemmelavet en af slagsen. Opbevar kammerjunkerne i en lufttæt beholder, hvis du ikke kan spise alle 96 med det samme.

Sidst redigeret: 22. april 2012

Ingefærkager

Sprøde, stærke ingefærkager, der er som skabt til en ingefær-elsker som mig. Der bliver omkring 150 små småkager af portionen, men størrelsen kan selvfølgelig justeres efter behov. Husk blot, at hvis kagerne skæres tykkere end angivet, skal de bages lidt længere for at blive sprøde.

Ingredienser:

  • 250 g mel
  • 125 g smør
  • 85 g sukker
  • 4 spsk sirup
  • ca. 2-4 tsk tørret ingefær – juster efter hvor stærke man kan lide sine småkager og hvor friskstødt ingefæren er

Fremgangsmåde:

Hvis man er indehaver af hele, tørrede ingefær, starter man med at støde dem i en morter – sørg for at fjerne eventuelle tråde. Sigt herefter ingefæren og melet sammen. Smuldr smørret heri og saml dejen med sukker og sirup.

Rul dejen til fire stænger med en diameter på ca 3 cm. (eller større eller mindre, hvis man vil have det :-) ) Kom stængerne i en frysepose og læg dem i køleskabet i mindst et par timer – gerne til dagen efter. Dejen kan også sagtens fryses, til man skal bruge den.

Når dejen er iskold skæres den i tynde skiver, ca. 2-3 millimeter, og kommes på en bageplade – hver rulle svarer ca. til en bageplade i omfang. Bag ingefærkagerne ved 175 grader i ca. 6-7 minutter, eller til de er blevet lysebrune i kanten. Lad kagerne hvile et minuts tid på pladen, når de kommer ud af ovnen, og flyt dem herefter over på en rist. Når ingefærkagerne er helt afkølede kommes de i en lufttæt beholder.

BONUSTIP:

Som nævnt kan man sagtens justere mængden af ingefær til sin egen smag, men ligegyldig hvor meget man bruger, er det vigtigt, at man bruger så friskstødt ingefær som muligt. Da man nemt kan komme i tvivl om, hvornår det liiige var, man åbnede de krydderier, man har på hylden, er det en fordel af støde sine krydderier selv – det får man rigtig meget mere smag ud af. Jeg plejer at bruge de hele, tørrede ingefær til en opskrift som denne, da det bare er en bedre oplevelse end at bruge gamle krydderier.

Sidst redigeret: 19. november 2011

Vanillekranse

Opskrift på rigtig lækre, gammeldags vanillekranse. Man behøver bestemt ikke have en kødhakkemaskine for at lave dem – man kan sagtens lave perfekte, sprøde vanillekranse uden – men det giver nu det ekstra touch. Jeg har i hvert fald investeret i én kun med det formål at bage vanillekranse til jul…

Portionen giver ca. 60 vanillekranse.

Ingredienser:

  • 250 g mel
  • 1 tsk bagepulver
  • Kornene fra 1-4 vanillestænger (afhængigt af størrelse og kvalitet af vanillestængerne samt budget)
  • 175 g smør
  • 1 æg
  • 125 g sukker

Fremgangsmåde:

Sig melet og bagepulveret sammen og bland vanillekornene i – sørg for de ikke klumper for meget sammen. Smuldr smørret i blandingen og saml dejen med sukkeret og ægget. Lad dejen hvile i køleskabet et par timer – eller gerne et par dage, hvis der er tid.

Kør dejen gennem en kødhakkers takkede hul og skær stangen ud i stykker, der formes til vanillekranse. Rul alternativt bare dejen ud i tynde stænger og form vanillekransene af dem – sørg for, at der er et pænt hul i midten, for det bliver mindre, når de bliver bagt.

Læg vanillekransene på en bageplade (ca tre stk. i alt) og bag dem i 8-9 minutter ved 180 grader – eller til de er blevet lysebrune i kanten. Lad dem afkøle på en rist inden de kommes i en lufttæt dåse.

BONUSTIP:

Det er altid et værre rod at få alt dejen ud af kødhakkeren – man har nærmest en hel pladefuld vanillekranse siddende inden i den, man ikke umiddelbart kan få ud. Et godt mormor-trick er at køre et sammenkrøllet stykke bagepapir igennem maskinen, der kan presse dejen ud. Voila!

Sidst redigeret: 19. november 2011

Jødekager

Min mormors opskrift på lækre, sprøde jødekager, der er uundværlige til jul. Opskriften har overlevet fra dengang, man regnede i pund og rent faktisk mente, at margarine havde noget at gøre i småkager. Jeg har omregnet opskriften til mere anvendelige mål og vovet at anbefale smør – det smager altså bare bedre.

Der bliver i hvert fald 50-60 småkager af portionen.

Ingredienser:

  • 170 g smør
  • 225 g mel
  • 110 g brun farin
  • Skallen af en økologisk citron
  • 1 tsk kardemomme
  • 50 g hakkede mandler

Pensling:

  • 1 æg
  • kanelsukker til drys

Fremgangsmåde:

Ælt alle ingredienserne sammen og rul dejen ud til stænger med en diameter på ca. 4 cm. Kom stængerne i en frysepose og kom dem i fryseren i mindst en halv time – så bliver de meget nemmere at håndtere.

Skær jødekagerne tyndt ud og læg dem på en bageplade (eller rettere sagt ca. 3 bageplader). Tykke endeskiver eller skiver, der af anden grund ikke er blevet så tynde som ønsket, trykkes lidt flade.

Pensl kagerne med æg og drys dem med en smule kanelsukker. Pas på med ikke at overdrive kanelsukkeret, da smagen af kanel vil overdøve jødekagerne.

Bag jødekagerne ved 180 grader i 4-6 minutter eller til de er lysebrune. Flyt jødekagerne over på en rist, så snart de kommer ud af ovnen, og lad dem køle af inden de kommes i en lufttæt beholder.

Sidst redigeret: 1. september 2011

Finskbrød

Nem og hurtig opskrift på lækre, sprøde finskbrød. Finskbrød er en simpel småkage uden så meget pjat og er for mig uundværlige til jul.

Der bliver ca. 40 finskbrød af portionen – selvfølgelig afhængig af hvor store man vil have dem :-)

Dejen kan nemt laves dagen før og er også fryseegnet, så man kan sagtens have en lille reserveportion i fryseren.

Ingredienser:

  • 200 g hvedemel
  • 125 g smør
  • 75 g sukker
  • 2 spsk fløde
  • 1 æg til pensling
  • 10 mandler
  • perlesukker til drys

Fremgangsmåde:

Smuldr melet og smørret sammen. Tilsæt sukkeret og fløden og ælt dejen sammen. Smut mandlerne og hak dem fint og pisk ægget sammen.

Rul dejen ud til stænger, der er ca. 1-1½ cm i diameter, og skær stængerne ud i stykker på ca. 3 cm. Læg finskbrødene på en bageplade (eller to) og tryk dem lidt flade, så de får en firkantet form. Pensl finskbrødene forsigtigt med æg og drys de hakkede mandler og perlesukkeret over.

Bag finskbrødene ved 180 grader i 10-12 minutter eller til de er blevet fint lysebrune. Flyt finskbrødene over på en rist så snart de er kommet ud af ovnen, og lad dem køle af inden de kommes i en lufttæt beholder.

Sidst redigeret: 1. september 2011

Pebernødder

Denne opskrift på pebernødder er et lille oprør mod den type købe-pebernødder, hvor man skal lede længe efter smagen af peber (eller af noget som helst andet krydderi). Pebernødderne her er ret krydrede, men man kan sagtens holde lidt igen med krydderierne, hvis man vil have det lidt mere mildt – eller selv støde dem, hvis man vil have det lidt kraftigere. Der bliver omkring 400 pebernødder af dejen, så den kan sagtens halveres eller fryses ned, hvis man ikke magter at bage så mange på én gang.

Ingredienser:

  • 250 g smør
  • 250 g sukker
  • 450 g hvedemel
  • 2 tsk bagepulver
  • 2 spsk sirup
  • 2 tsk kardemomme
  • 1½ tsk kanel
  • 1 tsk peber
  • 1 tsk stødt nellike
  • 1 tsk stødt ingefær
  • To æggeblommer

Fremgangsmåde:

Sigt melet, bagepulveret og krydderierne sammen. Smuldr smørret heri. Tilsæt æggeblommerne, sukkeret og siruppen og saml dejen. Lad den hvile en times tid i køleskabet – eller til dagen efter, det har dejen kun godt af.

Rul dejen til kugler med en diameter som en hasselnøddekerne – de hæver. Får man plads til 8×9 pebernødder på hver bageplade, bliver der til ca. 5 plader, måske lidt mere. Bag pebernødderne ved 175 grader i ca. 8 minutter. Når pebernødderne kommer ud af ovnen, skal de lige have lov til at stå et minut eller to på bagepladen, inden de flyttes over på en bagerist. Lad dem køle af og opbevar dem i en lufttæt beholder.

Sidst redigeret: 9. november 2010

Sjøs kokochoko-småkager

En dag, hvor Sjø og jeg lavede Blommes kokossmåkager, fandt Sjø på noget genialt – noget, vi aldrig havde tænkt på før. Hvordan mon kokossmåkagerne smager med kakao? Vi hældte noget kakao i og vupti – geniale kokos-kakaosmåkager. Sjø er ellers ikke kendt for at lave mad, og da overhovedet ikke for at improvisere når hun laver mad, men når man har en åbenbaring, er det bare om at følge den!

Ingredienser

  • 250 g smør
  • 250 g sukker
  • 250 g mel
  • 250 g kokosmel
  • 4-5 spsk kakao eller hvad man synes er passende
  • 1 æg
  • 1 tsk vanillesukker
  • 1 tsk bagepulver

Fremgangsmåde:

Bland det hele sammen og ælt. Form til små kugler med en diameter som en halvtredsøre og tryk dem flade. Bag i 6 min ved 210 g, og du har de bedste kokos-kakaosmåkager i verden. Bag dem endelig ikke længere – de skal nok blive sprøde når de køler af.

Se de originale Blommes kokossmåkager

Sidst redigeret: 5. oktober 2010

Klejner

Mormor og NIkolaj - ægte klejnemakkere

Mormor og NIkolaj – ægte klejnemakkere

Man skal altid være to til at kloge klejner – så er det sagt. Gør man det alene bliver man stresset, og det er meningen at klejnekogning skal være noget hyggeligt og julet. Man kan selvfølgelig godt forberede det hele, så klejnerne alle sammen er skåret ud, inden man begynder at koge, men der er nu noget socialt ved klejnekogning, i hvert fald for mig. Så find dig en klejnemakker :-)

Der findes mange forskellige opskrifter på klejner (selvom man måske skulle tro, at klejner var en forholdsvis homogen masse), men jeg synes den følgende er rigtig god. Især med friskstødt kardemomme.

Ingredienser:

  • 2 æg
  • 100 g sukker
  • 150 g smør
  • 1 tsk kardemomme
  • 3 tsk bagepulver
  • 4 spsk fløde
  • 400 g hvedemel
  • lidt reven (økologisk, naturligvis) citronskal
  • 1 kg palmin til kogning

Fremgangsmåde:

Findel smørret i melet og tilsæt citronskal, sukker og bagepulver. Pisk æggene let sammen med fløden og hæld blandingen ned i dejen.  Ælt dejen godt sammen og lad den hvile i køleskabet i mindst 1 time.

Når dejen er klar til kogning laver man to hold – et udskærerhold og et kogehold. Udskæreren ruller dejen ud og skærer klejnerne ud i romber (for dem der ikke husker folkeskolens matematikundervisning: samme form som rudere i kortspil), enten med et rigtigt klejnehjul eller bare med et pizzahjul. Man skærer hul på langs midt i romben og folder den ene ende gennem hullet, så der dannes en klejne.

Palminen varmes op, og klejnerne koges ca. 1 minut. Kom kun ca. 5 i ad gangen så palminen ikke når at køle for meget ned. Klejnerne skal være gyldne, for når de at blive mørke bliver de bitre.

Sørg for at skifte roller under kogningen, for det er altså det sjoveste. Klejner opbevares i en lufttæt beholder og skal ikke laves i alt for god tid inden de skal spises – de er klart bedst friske.

Sidst redigeret: 24. september 2010

Blommes kokossmåkager

blommes kokossmåkagerDisse kokossmåkager er blevet bagt af min mormor – kaldet Blomme -så længe jeg kan huske og er et gigantisk hit i min  familie. Det er aldrig rigtig jul, hvis jeg ikke har fået en dåse, eller flere, af Blommes kokossmåkager. De er ufatteligt nemme at lave og kan laves hele året – set helt objektivt er der ikke noget udpræget julet over dem.

Ingredienser:

  • 250 g smør
  • 250 g sukker
  • 250 g mel
  • 250 g kokosmel
  • 1 æg
  • 1 tsk vanillesukker
  • 1 tsk bagepulver

Fremgangsmåde:

Bland det hele sammen og ælt. Form til små kugler med en diameter som en halvtredsøre og tryk dem flade. Bag i 6 min ved 210 g, og du har de bedste kokossmåkager i verden. Pas endelig på, at de ikke bliver mørke – de må kun blive lidt lysebrune i kanten, og hvis de bliver mere end det, smager de ikke helt så godt.

Opbevar kokossmåkagerne i en lufttæt beholder.

Et tip er at prøve at komme lidt kakaopulver i – så bliver de til Sjøs kokochoko-småkager.

Sidst redigeret: 8. september 2010