Tunmousse

Opskrift på rigtig lækker og luftig tunmousse, der har været en klassiker i min familie i mange år. Den er perfekt som forret, men et af mine bedste minder om den stammer fra min studenterkørsel, hvor min far lavede den. Tunmoussen blev serveret på minitoast som en lille snack sammen med champagne, og fadene blev tømt selvom vi var et stykke oppe ad dagen, og de nybagte studenter efterhånden var blevet godt mætte. Så det kan bestemt anbefales en lave en tunmousse til studenterkørslen – jeg lover den ikke vil blive glemt :D

Ingredienser:

  • 2 dåser tun i olie
  • saften af en citron
  • 4 blade husblas
  • 2,5 dl creme fraiche
  • salt
  • peber
  • 1,5 dl fløde
  • 1 lille glas stenbiderrogn eller lignende fiskeæg (f.eks. kaviar, hvis man er rigtig frisk)
  • citronbåde til pynt

Fremgangsmåde:

Læg husblassen i en skål med koldt vand i fem minutter og tag den herefter op. Pres forsigtigt det overskydende vand væk og kom husblassen i en gryde sammen med citronsaften. Varm det op under svag varme til husblassen akkurat er smeltet.

Dræn tunen for olie og kom den i en stor skål. Rør lidt rundt med en gaffel så tunen bliver delt i mindre stykker. Tilsæt creme fraiche og citronsaft-husblas-blandingen og rør rundt til det bliver en jævn masse. Smag til med salt og peber – der skal mere i end man umiddelbart regner med, men man smager sig bare frem.

Sæt skålen i køleskabet en halv times tid til tunmassen er fast, men ikke helt stivnet. Pisk fløden til flødeskum og vend den i tunen sammen med ca. halvdelen af stenbiderrognen. Pensl en form (f.eks. en rugbrødsform) med olie og kom tunmoussen i. Lad formen stå i køleskabet mindst et par timer inden tunmoussen forsigtigt vendes ud på et fad.

Pynt tunmoussen med den resterende stenbiderrogn og citronbåde og server med brød til forret eller på minitoast eller kiks til en snack.

Sidst redigeret: 13. november 2011