Kringle

Opskrift på verdens bedste kringle – i hvert fald i følge Søren Ryge og mig. Kringlen her har fået stor opmærksomhed siden Søren Ryge opdagede den til et foredrag, han skulle holde i Hirtshals, og det er blevet til både artikler og tv-udsendelse med kringlen i fokus. Hele historien om kringlen får du her.

Men opskriften givet i både artikel og tv-udsendelse er temmelig upræcis og kan forvirre, hvis man ikke er en trænet bager. Jeg har efterhånden øvet mig på den nogle gange, og kan derfor præcisere forhold og fremgangsmåde. Så det er bare med at komme i gang!

Der bliver fire kringler af portionen, hvilket er nok til omkring 20 mennesker, hvis folk kan begrænse sig en smule. Jeg har dog været ude for, at folk snildt har spist fire-fem stykker, hvilket svarer til en halv kringle. Men du kender forhåbentlig dit publikum ;)

Har du fødselsdag, så smid lige nogle små flag i ved servering – det ser umådeligt festligt ud!

Og nej, du må ikke erstatte margarinen med smør. Det skal være margarine.

Ingredienser:

Dej:

  • 1,5 dl håndvarmt vand
  • 50 g gær
  • 3 spsk sukker
  • 330 g margarine
  • 3 æg
  • ca. 500 g mel

Remonce:

  • 225 g sukker
  • 225 g margarine
  • 3 tsk kardemomme eller kanel – eller en kombi

Fyld:

  • 250 g. rosiner
  • 100 g nødder (f.eks. hasselnødder)

Pensling:

  • 1 æg
  • Perlesukker (du kan også bruge almindeligt sukker)

Fremgangsmåde:

Kom vandet i en skål, smuldr gæren i (uden af opløse den) og tilsæt sukker, æg samt margarinen skåret i små stykker. Sæt skålen til siden, gerne på en brændeovn eller radiator, og lad den stå en halv time. Når den er begyndt at boble er den klar til den videre proces.

Tilsæt 450 g mel og ælt dejen godt sammen. Tilsæt løbende det ekstra mel til dejen er blød og elastisk. Sæt dejen til hævning i en times tid.

Kom sukkeret, krydderiet og margarinen i en gryde og lad det smelte sammen. Del dejen i 4 stykker og rul dem ud i en bageplades længde og ca. 15 cm i bredden (så ca. 40×15 cm eller hvad der nu passer til din ovn).

Fordel remoncen på midten af de fire stænger – husk at komme godt ud i enderne også. Fordelen rosinerne og nødderne på stængerne og fold dem sammen i bredden, så siderne næsten rammer hinanden.

Læg forsigtigt de fire stænger på én bageplade – det er vigtigt de bages på den samme plade samtidig. Dette, fordi stængerne således ikke får plads til at hæve i andet end højden, hvilket forhindrer dem i at flade helt ud. Det kan være en god ide at udrulle hver stang på hvert sit stykke bagepapir, da det er nemmere at flytte dem over på bagepladen, når man kan holde i papiret. Klip så bagepapiret til, når stængerne ligger på pladen. Papiret gør det i øvrigt også nemmere at flytte rundt på kringlerne senere.

Lad stængerne hæve i mindst en halv time. Forvarm ovnen til 225 grader.

Pensl kringlerne med æg og drys dem med sukker. Giv dem 3 minutter ved 225 grader og skru derefter ned til 200 grader. Giv dem ca. 10 minutter yderligere, så de får omkring 13-14 minutter i alt.

Server dem helt nybagte og lune :)

Offentliggjort: 2. marts 2013 under Kager & Brownies.
Tags: , , ,

Skriv en kommentar