Sojanødder

Opskrift på lynhurtige, lækre sojanødder, der passer godt som f.eks. velkomstsnack.

Ingredienser:

  • 350 g nødder (f.eks. mandler, hasselnødder, jordnødder mv.)
  • 1 dl sojasovs

Fremgangsmåde:

Hæld nødderne (ikke smuttede) ud på en bageplade, og rist dem i ovnen ved 150 grader i ca. 12-13 min. Tag nødderne ud og hæld sojasovsen over – bland nødderne godt rundt, så sojasovsen bliver ordentligt fordelt. Kom dem i ovnen igen og rist dem 10 minutter mere, så sojasovsen trænger godt ind i nødderne.

Lad nødderne lidt af inden de serveres til en drink :)

Sidst redigeret: 22. april 2012

Kammerjunkere

Opskrift på dejlige sprøde kammerjunkere – også kendt som den nationale sommersmåkage. Det er virkelig nemt at lave dem selv, og de er langt mere sofistikerede i smagen end de sukkerbomber, man ellers kan købe i butikkerne. Der bliver 96 kammerjunkere af opskriften :)

For de teknisk interesserede kan fortælles, at kammerjunkere  er tæt beslægtet med den danske tvebak og den italienske småkage biscotti, idet der i alle tilfælde er tale om en særlig teknik, hvor man bager bagværket af to omgange. Biscotti kommer fra det latinske biscoctus, der betyder dobbelt-bagt, og man kan næsten høre af ordet tvebak, at det betyder det samme. Så med den fine grundviden er det tid til at gå i gang!

Ingredienser:

  • 200 g mel
  • 1 tsk bagepulver
  • ½ tsk kardemomme
  • 100 g smør
  • skallen af en halv usprøjtet citron
  • 60 g sukker
  • 1 æg

Fremgangmåde:

Bland melet, bagepulveret og kardemommen sammen. Smuldr smørret heri. Kom citronskallen, sukkeret og ægget i og ælt det hele sammen til en sammenhængende dej.

Form dejen til 48 kugler ca. på størrelse med en tokrone og læg dem på en bageplade (det passer perfekt, at der kan ligge 6×8 kugler på pladen, uden at de flyder sammen). Bag dem i 7 minutter ved 200 grader.

Når kuglerne er kommet ud af ovnen, så skær dem over i halve, mens de stadig er helt varme, og læg dem med snitfladen opad på bagepladen. Lad dem tørre i ovnen ved 150 grader i ca. 20 minutter.

Kammerjunkerne spises selvfølgelig på koldskål – og optimalt på en hjemmelavet en af slagsen. Opbevar kammerjunkerne i en lufttæt beholder, hvis du ikke kan spise alle 96 med det samme.

Sidst redigeret: 22. april 2012

Citronmåne

Opskrift på dejlig citronmåne, der jo er noget af en klassiker på det danske kagebord. Opskriften giver to citronmåner, der vil mætte ca. 6-8 personer afhængig af kagesult, men kan selvfølgelig også ganges op til f.eks. bradepandestørrelse – og bages i andre former end måner :D

Ingredienser:

  • 200 g smør
  • 200 g sukker
  • 200 g hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • 3 æg
  • skallen af to usprøjtede citroner
  • saften af en halv citron
  • 1 vanillestang eller to tsk vanillesukker

Glasur:

  • saften af en halv citron (passende den anden halvdel af den ovenstående ;) )
  • flormelis til den rette konsistens nås
  • evt. et par dråber gul frugtfarve, hvis det haves

Fremgangsmåde:

Smelt smørret og stil det til side. Riv skallen af citronerne og pres saften af den halve citron. Flæk vanillestangen og skrab kornene ud.
Pisk æggene, sukkeret og vanillekornene godt sammen og tilsæt det smeltede smør under omrøring. Tilsæt citronsaften og citronskallen og vend melet og bagepulveret i dejen. Hæld dejen i en passende rund form (f.eks. en lille springform) og bag den ved 200 grader i ca. 35 minutter, eller til der ikke hænger dej fast, når man stikker en gaffel i kagen.

Lad citronkagen afkøle og vend den forsigtigt ud af formen. Overtræk kagen med glasur og lad det stivne, inden kagen skæres over i måner og voila – to citronmåner!

Citronmånerne er bedst helt nybagte, men holder sig også fint et par dage. Jeg kan anbefale at opbevare dem i en lufttæt beholder ved stuetemperatur, da jeg ikke synes køleskab gør noget godt for månerne (eller for de fleste sandkagebaserede kager generelt).

Sidst redigeret: 9. april 2012

Durum-flute

Opskrift på gode durum-flutes, der har en sprød skorpe og en blød og luftig krumme – lige som det skal være!

Ingredienser:

  • 5 dl vand
  • 50 g gær
  • 450 g durummel
  • ca. 300 g almindeligt hvedemel
  • 1½ tsk salt
  • 1 spsk sukker
  • 2 spsk olie

Fremgangsmåde:

Rør gæren ud i vandet og tilsæt olien. Opløs saltet og sukkeret. Tilsæt durummelet og rør det godt sammen til en ensartet masse. Tilsæt hvedemelet lidt efter lidt til dejen bliver glat og smidig. Lad dejen hæve en times tid.

Form dejen til fire flutes og fordel dem på to bageplader. Lad dem efterhæve en halv time. Rids flutene på tværs og bag en plade ad gangen i ca. 12 min. ved 250 grader.

Sidst redigeret: 9. april 2012