Chokolade-fudge

chokolade-fudgeOpskrift på superlækker chokolade-fudge, der er hurtig at lave og smager fuldstændig fantastisk. Ideen kommer fra et amerikansk madmagasin, og umiddelbart var jeg lidt lunken ved at komme et produkt som skumfiduser i min mad, men det virker sindssygt godt i fudge, da det giver en helt speciel lidt karamelagtig smag. Jeg kan kun opfordre til at prøve det!

Der bliver ca. 50 stk. chokoladefudge-firkanter af opskriften – og husk at starte i god tid, da fudgen skal have nogle timer i køleskabet, inden den er klar.

Ingredienser:

  • 30 g smør
  • 1 dl fløde
  • 200 g sukker
  • 100 g skumfiduser
  • 1 knivspids salt
  • 200 gram mørk chokolade

Fremgangsmåde:

Kom alt undtagen chokoladen i en rigeligt stor gryde (tag hellere en lidt for stor end en lidt for lille, for massen udvider sig). Varm det op og lad skumfiduserne smelte over svag til middel varme. Mens massen simrer, så hak chokoladen groft. Tag massen af blusset og rør chokoladen i, til du har en ensartet, fin brun masse. Hæld den kommende chokolade-fudge i en form belagt med bagepapir, og sæt den i køleskabet i et par timer, til den er stivnet.

Når massen er stivnet, så skær den ud til firkanter i ca. 2×2 cm. Hvis chokolade-fudgen stadig er lidt blød i bunden, så vend firkanterne med bunden i vejret og giv dem endnu en time eller to i køleskabet – så skal de nok få en overflade, hvor man kan tage på dem uden at få fedtede fingre. Pak eventuelt fudgen enkeltvist ind i cellefan (især fint, hvis den skal gives som gave), men det burde ikke være nødvendigt, da fudge normalt ikke klistrer sammen.

Opbever fudgen i en lufttæt boks eller kagedåse.

BONUSTIP:

Jeg har halveret opskriften i forhold til de oprindeligt angivne mængder, idet jeg jo ikke er amerikaner og derfor ikke praktiserer overdrev. Men det gik ikke værre eller bedre end, at jeg, første gang jeg lavede chokolade-fudge, kom til at halvere mængden af alle ingredienser undtagen fløde. Dette resulterede i en relativt flydende chokolade-fudge, der ikke rigtig kunne spises skåret ud i stykker. Men hvad gør en klog husmor så? Lader som om det ønskede resultat var et chokoladesmørepålæg! Så sker det for dig, at du “kommer til” at komme den dobbelte mængde fløde i, så får du et overdrevet lækkert chokoladesmørepålæg – bare et tip :D

Offentliggjort: 14. januar 2012 under Kager & Brownies.
Tags: , , , ,

Kommentarer

Kommentar fra Conny K.

8. september 2012 at 14:24

Har set at amerikanerne bruger en chokoladefudge til opsmøring af kager, mon ikke dit “mislykkede” resultat også kunne bruges til det?

Kommentar fra camillasloth

19. september 2012 at 21:10

Jo, det vil helt sikkert være perfekt :D

Skriv en kommentar