Ribsmarmelade

Opskrift på dejlig ribsmarmelade, der bare smager af sommer. At plukke ribs om sommeren er én af mine yndlingsbeskæftigelser – det mest meditative, jeg kan komme i tanke om. Og så kan det resultere i så pragtfuldt et produkt som ribsmarmelade!

Portionen giver ca. 3 mindre glas ribsmarmelade, og jeg kan anbefale at bruge små glas, idet marmeladen har begrænset holdbarhed efter åbning.

Husk at mængden af sukker kun er vejledende – det kommer meget an på bærrenes sødme, hvor meget der skal til. Smag dig frem :-)

Ingredienser:

  • 800 g ribs (vejet uden stilke)
  • ca. 500 g syltesukker eller 500 g almindeligt sukker + et geleringsmiddel (f.eks. melatin) efter behov og anvisning
  • en sjat atamon eller spiritus til skylning af glas

Fremgangsmåde:

Skyl og rib ribsene forsigtigt og kom dem i en gryde. Varm ribsene op og lad dem simre lidt i deres saft.

Tilsæt evt. geleringsmidlet og rør godt rundt, til det er opløst. Tilsæt sukkeret lidt ad gangen og tag jævnligt en lille skefuld fra, der får lov til at køle af inden du smager, om marmeladen er sød nok.

Skyl glassene og deres låg med kogende vand mens ribsmarmeladen simrer og skyl efter med en sjat atamon eller spiritus (der godt kan genbruges i alle glassene). Hæld marmeladen på glassene, når den har den ønskede sødme, evt. med en sovseske eller lignende. Luk glassene til med det samme og køl dem hurtigt ned ved at placere dem i vask eller balje med koldt vand.

Sæt ribsmarmeladen i køleskabet når glassene er kølet ned, og når marmeladen er blevet helt kold, skal den gerne være stivnet. Man plejer at sige, at marmelade holder et års tid, og når der så er kommet friske bær året, efter er det tid til at smide eventuelle rester ud og lave noget nyt :)

Sidst redigeret: 28. januar 2012

Ribskage

RibskageLækker og indbydende ribskage, der er super nem at lave og en god måde at få anvendt de ribs, man måtte have liggende i fryseren (jeg kan afsløre, at jeg altid har et fast lager i min fryser). Kagen ser fantastisk ud at sætte på bordet, når man har gæster, og jeg lover, at kombinationen af den søde kage og de syrlige ribs vil gøre lykke :)

Ingredienser:

  • 200 g smør
  • 200 g sukker
  • 200 g mel
  • 200 g ribs
  • 2 æg
  • Kornene fra 2 vanillestænger
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 knivspids salt

Fremgangsmåde:

Hvis ribsene er friske, så skyl dem forsigtigt og rib dem. Er de frosne, så tø dem op og lad dem dryppe af i en si over en skål. Gem saften.

Smelt smørret. Pisk æggene og sukkeret godt sammen og rør det smeltet smør og vanillekornene i.  Tilsæt salt, bagepulver og mel og rør dejen sammen. Hvis ribsene har afgivet noget saft, så rør også det i dejen.

Kom dejen i en form (evt. beklædt med bagepapir) og fordel ribsene henover. Bag ribskagen i ca. 35-40 min ved 180 grader.

Når ribskagen er kølet af, så vend den forsigtigt ud på en tallerken – og husk at servere den med den smukke side opad :)

Sidst redigeret: 28. januar 2012

Chokolade-fudge

chokolade-fudgeOpskrift på superlækker chokolade-fudge, der er hurtig at lave og smager fuldstændig fantastisk. Ideen kommer fra et amerikansk madmagasin, og umiddelbart var jeg lidt lunken ved at komme et produkt som skumfiduser i min mad, men det virker sindssygt godt i fudge, da det giver en helt speciel lidt karamelagtig smag. Jeg kan kun opfordre til at prøve det!

Der bliver ca. 50 stk. chokoladefudge-firkanter af opskriften – og husk at starte i god tid, da fudgen skal have nogle timer i køleskabet, inden den er klar.

Ingredienser:

  • 30 g smør
  • 1 dl fløde
  • 200 g sukker
  • 100 g skumfiduser
  • 1 knivspids salt
  • 200 gram mørk chokolade

Fremgangsmåde:

Kom alt undtagen chokoladen i en rigeligt stor gryde (tag hellere en lidt for stor end en lidt for lille, for massen udvider sig). Varm det op og lad skumfiduserne smelte over svag til middel varme. Mens massen simrer, så hak chokoladen groft. Tag massen af blusset og rør chokoladen i, til du har en ensartet, fin brun masse. Hæld den kommende chokolade-fudge i en form belagt med bagepapir, og sæt den i køleskabet i et par timer, til den er stivnet.

Når massen er stivnet, så skær den ud til firkanter i ca. 2×2 cm. Hvis chokolade-fudgen stadig er lidt blød i bunden, så vend firkanterne med bunden i vejret og giv dem endnu en time eller to i køleskabet – så skal de nok få en overflade, hvor man kan tage på dem uden at få fedtede fingre. Pak eventuelt fudgen enkeltvist ind i cellefan (især fint, hvis den skal gives som gave), men det burde ikke være nødvendigt, da fudge normalt ikke klistrer sammen.

Opbever fudgen i en lufttæt boks eller kagedåse.

BONUSTIP:

Jeg har halveret opskriften i forhold til de oprindeligt angivne mængder, idet jeg jo ikke er amerikaner og derfor ikke praktiserer overdrev. Men det gik ikke værre eller bedre end, at jeg, første gang jeg lavede chokolade-fudge, kom til at halvere mængden af alle ingredienser undtagen fløde. Dette resulterede i en relativt flydende chokolade-fudge, der ikke rigtig kunne spises skåret ud i stykker. Men hvad gør en klog husmor så? Lader som om det ønskede resultat var et chokoladesmørepålæg! Så sker det for dig, at du “kommer til” at komme den dobbelte mængde fløde i, så får du et overdrevet lækkert chokoladesmørepålæg – bare et tip :D

Sidst redigeret: 14. januar 2012

Chokolademousse

Opskrift på rigtig lækker chokolademousse, der har taget mig mange forsøg at gøre perfekt – men nu er den der til gengæld også! Mine erfaringer siger, at et kakaoindhold i chokoladen på ca. 55 % er rigtigt godt – jeg plejer at blande 70% chokolade og 45 % chokolade, for jeg har opdaget, at bruger man mørkere chokolade til blandingen – f.eks. 80 % – risikerer man at få en uønsket melet smag til chokolademoussen. Så er I advaret :)

Det er en meget nem dessert, idet den kræver få ingredienser, tager kort tid at lave og sagtens kan laves dagen før – så det er bare med at gå i gang! Opskriften passer ca. til 4 portioner.

Ingredienser:

  • 5 pasteuriserede æggehvider
  • 25 g sukker
  • 125 g mørk chokolade – et kakaoindhold på ca. 55 % er ifølge mine studier optimalt
  • et lille skvæt citron

Fremgangsmåde:

Smelt chokoladen over vandbad (se hvordan man laver vandbad her). Når den er smeltet, så hæld den over i en anden skål til afkøling – en dejskraber fungerer fortrinligt til at få det hele med. Pisk æggehviderne, sukkeret og en lille smule citron stift. Brug en dejskraber til at vende æggehviden i chokoladen af nogle omgange, og sørg for at der ikke sidder klumper af chokoladen fast i bunden eller i kanterne.  Det skal gerne gå lidt stærkt, hvis man ikke vil risikere at chokoladen klumper for meget.

Når al æggehviden er inkorporeret i chokoladen, så hældes chokolademoussen på glas (eller bare i en pæn skål) og sættes i køleskabet. Det tager et par timer, før den er helt stiv. Server den som den er eller med et par flager chokolade ovenpå  – det ser rigtig fint ud.

Sidst redigeret: 2. januar 2012