Scones med chokolade

Opskrift på lækre chokoladescones – en nyklassiker på det danske kaffebord. Scones er noget af det hurtigste, man kan bage, og er med sin helt særlige konsistens altid en oplevelse, folk sætter pris på. Husk at scones selvfølgelig kan bages med alt muligt andet end chokolade (endda også uden ekstra fyld), så kun fantasien sætter grænser!

Portionen giver omkring 10 store scones, men bag ikke flere, end I kan spise på et døgns tid, for de bliver hurtigt lidt kedelige. Men kan roligt sige, at en scone præsenterer sig selv allerbedst, når den er fuldstændig nybagt. Alternativt egner scones sig fortræffeligt til frysning.

Ingredienser:

  • 300 g mel
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 tsk kardemomme
  • evt. kornene fra en vanillestang eller 2 tsk vanillesukker
  • ½ tsk salt
  • 2 spsk sukker
  • 80 g smør
  • 1 æg
  • 4 spsk creme fraiche 18 % (med top)
  • 75 g hakket mørk chokolade

Fremgangsmåde:

Det vigtigste man skal vide, når man bager scones, er at dejen IKKE må æltes, men kun lige akkurat samles – det er nøglen til den helt særlige struktur. Med det in mente, gør følgende:

Sigt mel, salt og bagepulver og bland med kardemomme, vanille og sukker. Smuldr smørret heri og saml dejen lynhurtigt med chokolade, æg og creme fraiche.

Nu kommer den svære beslutning – hvilken form skal dine scones have? Skal de have en bestemt form, så læg dejen på et stykke bagepapir og “pres” den ned i en højde på ca. 3 cm. Brug herefter en udstikker, et glas eller bare en kniv til at forme dine scones. Er du ligesom mig, så foretrækker du dine scones i tilfældige klumper – og så er udformningen nem ;-) Sats på omkring 10 scones af portionen, så passer det med bagetiden.

Når chokoladescones’ne er formet, bages de i ca. 15 min. ved 200 grader. Når de er færdigbagt, så flyt dem over på en rist, så de kan køle lidt af. Server dem lune som de er – eller hvis det skal være rigtig fint med flødeskum og marmelade.

Offentliggjort: 27. november 2011 under Kager & Brownies.
Tags: , , , ,

Skriv en kommentar