Citronfromage

citronfromageOpskrift på fantastisk cremet citronfromage, der er en klassiker i min familie og som altid – ALTID – vil være et hit. Opskriften her er til ca. 4 personer, der kan spise en god portion :-)

Ingredienser:

  • 4 blade husblas
  • 3 pasteuriserede æg
  • 100 g sukker
  • reven skal af en citron
  • saft fra halvanden citron
  • 2,5 dl. piskefløde

Fremgangsmåde:

Start med at tage fløden ud af køleskabet og hæld den i den skål – den må ikke være iskold, når den kommes i fromagen.

citronfromageLæg husblassen i blød i koldt vand i ca. 5 minutter. Riv skallen af en citron og sæt det til side. Pres saften af halvanden citron og kom det i en gryde sammen med den opblødte husblas. Smelt husblassen over meget svag varme – det skal kun lige nå at smelte. Kom blandingen i en skål og lad det køle af.

Pisk sukker og æg til en stiv æggesnaps med en elpisker og kom citronskallen i. Pisk videre mens citronsaft-husblasblandingen langsomt hældes i.

Pisk fløden til flødeskum og vend den forsigtigt i æggesnapsen – sørg for at undgå klumper. Hvis citronfromagen skal hældes over i en anden skål før servering eller i dessertglas, så gør dette med det samme, og smid så det hele direkte i køleskabet. Det tager et par timer, før det stivner, og citronfromagen kan med fordel laves dagen før den skal spises, så den har natten til at sætte sig.

Offentliggjort: 19. november 2011 under Desserter.
Tags: , , , ,

Skriv en kommentar