Lakridsis

Simpel opskrift på god, hjemmelavet lakridsis med tyrkisk peber. Lakridsisen kræver en ismaskine, men som jeg ofte nævner, er sådan én bestemt investeringen værd.

For lakridsis-kendere kan oplyses, at isen – når man bruger tyrkisk peber – smager lidt a la Batman-is.

Ingredienser:

  • 250 g tyrkisk peber (eller andre lakridsbolcher med et dejligt højt sukkerindhold)
  • 3 dl piskefløde
  • 3 dl mælk

Fremgangsmåde:

Kom bolcherne i tre lag fryseposer og knus dem, til de næsten er blevet til pulver, f.eks. med en kagerulle eller kødhammer. Det tager lidt tid ved håndkraft, men kan sagtens lade sig gøre med en lille portion tålmodighed.

Bland mælk, fløde og bolcher og rør rundt. Lad blandingen stå lidt og rør indimellem, så bolcherne bliver så opløst som muligt.

Kom blandingen i ismaskinens skål og kør det til det har den ønskede konsistens – ca. 40 min. Kom gerne lakridsisen en tur i fryseren inden servering og server den optimalt på afkølede tallerkner, så den ikke smelter så hurtigt. Den eneste ulempe ved hjemmelavet is er jo, at fordi man ikke har kommet store mængder tilsætningsstoffer i, smelter isen langt hurtigere end købeis – men det er en pris, der er værd at betale :-)

Offentliggjort: 26. september 2011 under Is.
Tags: , , , ,

Skriv en kommentar