Æbleskiver

Lækre, hjemmelavede æbleskiver, der hører julen til (men som burde spises året rundt). Æbleskiverne kræver selvfølgelig en æbleskivepande, men den er helt sikkert investeringen værd. For har man først bagt sine egne æbleskiver, går man ikke tilbage til de købte!

Opskriften her foreskriver at lægge et lille stykke æble i midten af hver æbleskive, som man gjorde i gamle dage (hvilket giver mening, da jeg har fundet opskriften i en kogebog fra 1947).  Jeg var selv lidt skeptisk, men det fungerer fantastisk og kan kun anbefales.

Der bliver omkring 35 æbleskiver af portionen.

Ingredienser:

  • 250 g hvedemel
  • 25 g sukker
  • 1 tsk salt
  • 2 æg
  • ½ liter kærnemælk
  • 1 tsk bagepulver
  • ca. 250 g æbler
  • rigelig smør til bagning (start med 75 gram)

Fremgangsmåde:

Rør mel, bagepulver, sukker, kærnemælk og salt sammen – undgå klumper. Tilsæt de to æggeblommer og pisk hviderne stive. Vend hviderne i dejen. Skær æblerne ud i små stykker, der kan passe i midten af æbleskiverne.

Varmen æbleskivepanden op ved middel varme og smelt smørret til bagning (kan evt. gøres hurtigt i mikroovnen). Kom lidt smeltet smør i hver hul og fyld hullerne næsten op med dej – der skal være lidt plads til hævning.

Bag æbleskiverne ved svag/middel varme og kom i et stykke æble i midten af hver, inden de vendes. Det er nemmest at vende æbleskiverne med en kødnål, majskolbeholder, træspyd eller lignende, eventuelt suppleret af en gaffel.

Bag æbleskiverne et par minutter på hver side (vend dem gerne lidt undervejs) eller til de er færdige. Det testes ved at stikke en kødnål eller lignende ned i æbleskiven – hænger der ikke dej ved, er æbleskiven færdig.

Server æbleskiverne helt friskbagte med flormelis og syltetøj.

Offentliggjort: 1. september 2011 under Desserter.
Tags: , , ,

Kommentarer

Kommentar fra Henrik Dybdahl

22. december 2012 at 20:35

Det er en virkelig god opskrift! Æbleskiverne er så lækre at man egentlig ikke behøver tilbehør, men omvendt så er det jo også meget lækkert:)

Skriv en kommentar