Flødeboller

Fantastiske hjemmelavede flødeboller, der vil gøre lykke ved enhver lejlighed. Det eneste, der kræver lidt teknik, er at fordele chokoladen over flødebollerne, og den store fordel er, at hvis det “går galt”, er resultatet et ekstra tykt lag chokolade :-)

Der bliver ca. 15 flødeboller af portionen.

Ingredienser:

Bunde:

  • 50 g smør
  • 50 g sukker
  • 100 g mel

Fyld:

  • 4 pasteuriserede æggehvider
  • 165 g sukker
  • 1 tsk eddike

Overtræk:

  • ca. 350 g chokolade
  • evt. kokos, krymmel eller andet pynt

Fremgangsmåde:

Skær smørret i mindre stykker og ælt det sammen med mel og sukker til det bliver en fast dej. Det kan godt tage lidt tid, men med tålmodighed skal dejen nok samle sig.

Rul dejen tyndt ud – ca. 2 milimeter i tykkelsen – på et bord strøget med lidt mel. Udstik bundene med en rund udstikker med en diameter på 5-6 cm eller bare med et tilsvarende vinglas. Bag bundene ved 180 grader i 5-7 minutter eller til de er blevet lysebrune i kanten. Lad bundene afkøle helt på en rist.

Pisk æggehvider, sukker og eddike sammen med en elpisker – der skal piskes længe! Efter ca. et kvarter er massen blev helt tyk og lækker, og den er klar til at blive sprøjtet på bundene. Kom massen i en frysepose (eller i en sprøjtepose, hvis man er til sådan noget) og klip et lille hul i det ene hjørne.

Læg bundene på et stykke bagepapir og sprøjt en passende mængde fyld på hver bund. Hold massen lidt inden for bundene – så er det nemmere, når der skal overtrækkes med chokolade. Bag flødebollerne ved 100 grader i 3 minutter, så massen lige akkurat når at blive fast udenpå uden at få farve. Lad dem køle lidt af.

Smelt 250 g af chokoladen over vandbad (se hvordan man laver vandbad her) og bræk de resterende 100 g ud i mindre stykker. Kom stykkerne i den smeltede chokolade og rør rundt, til alt chokoladen er smeltet.

At fordele chokoladen er for mig den sværeste del af processen, for der kommer nemt for meget på. Jeg plejer at bruge to gafler til forsigtigt at fordele chokoladen, og det plejer at blive rigtig godt. Og husk, at der er aldrig nogen der klager over for meget chokolade! Kom drys på inden chokoladen stivner helt.

Når chokoladen er tørret kommes flødebollerne i lufttætte bokse og stilles i køleskabet, til de skal spises. Det kan anbefales at flødebollerne serveres på tallerkener med gafler :-)

Offentliggjort: 17. juli 2011 under Desserter.
Tags: , , ,

Skriv en kommentar