Pølsehorn

En nem opskrift på pølsehorn, der altid er et stort hit. Der bliver ca. 40 pølsehorn af opskriften, men den kan selvfølgelig sagtens ganges op eller ned, hvis man har brug for det. Jeg tillader mig at kalde dem pølsehorn, selvom jeg egentlig ikke er vild med at forme dem som horn, men det kan man selvfølgelig bare gøre, hvis man synes :-) I så fald synes jeg det er nemmest at rulle dejen ud som til en pizza og skære små slices af den.

Jeg synes det er nemmest at bruge forholdsvist slanke pølser, og det er det opskriften er beregnet ud fra. Hvis man bruger tykkere pølser til pølsehornene får man ikke den fine aflange form, men de smager jo nok lige så godt alligevel :-)

Ingredienser:

  • 3 dl vand
  • 325 g durummel
  • ca. 175-200 g almindeligt hvedemel
  • 50 g gær
  • 3 tsk sukker
  • 1½ tsk salt
  • 110 g smør
  • 700 g pølser
  • æg eller mælk til pensling
  • ketchup el. lign. til dyppelse
  • evt. sesamfrø, birkes eller andet pynt

Fremgangsmåde:

Rør gæren ud i vandet og tilsæt sukker og salt. Tilsæt durummelet og rør godt rundt. Tilsæt hvedemelet lidt efter lidt og ælt dejen godt. Skær smørret ud i mindre stykker og arbejd det ind i dejen. Hvis den er meget klistret, kan der tilsættes lidt ekstra mel.

Lad dejen hæve mindst en halv time. Del dejen i to og rul den ud til store, tynde firkanter. Skær hvert stykke ud i ca. 20 firkanter. Del pølserne i passende stykker (omkring 5 cm, hvis det er slanke pølser) og rul dem ind i dej-firkanterne, så der dannes et lille aflangt brød. Læg dem med samlingen nedad på en bageplade og lad dem hvile i ca. 20 minutter.

Pensl pølsehornene med sammenpisket æg eller mælk og drys evt. med birkes, sesamfrø eller lignende. Bag dem ca. 13-15 minutter ved 200 grader og server dem lune med ketchup til at dyppe i.

Pølsehornene kan sagtens fryses :-)

Offentliggjort: 25. juni 2011 under Snacks.
Tags: , , , , , , ,

Skriv en kommentar