Ruggrynsboller

Ruggrynsboller er meget nemme at lave og et endnu sundere alternativ til havregrynsboller. Fremgangsmåden er den samme, som brugte man havregryn, men bollerne bliver så gode med ruggryn, af jeg synes de fortjener deres helt egen opskrift :-)

Ingredienser:

  • 50 g gær
  • 5 dl vand
  • 250 g ruggryn (kan sagtens erstattes af andre gryn)
  • ca. 500 g hvedemel
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk sukker eller 1 tsk honning
  • 2 spsk olie

Pensling:

  • 1 æg eller mælk
  • ruggryn til drys

Fremgangsmåde:

Opløs gæren i vandet og tilsæt salt, sukker/honning og olie. Hæld blandingen over ruggrynene og lad dem suge lidt. Tilsæt melet. Ælt det hele godt sammen og lad det hæve til dobbelt størrelse, ca. 30 minutter. Form ruggrynsbollerne og lad dem hæve 30 min igen. Pensl dem med æg eller mælk og drys ruggryn over. Bag ruggrynsbollerne ved 200 grader i ca. 15-20 min.

Sidst redigeret: 25. juni 2011

Løgtærte

Opskrift på lækker løgtærte, der er nem at lave og bekræfter den endegyldige sandhed om, at al god mad starter med mange løg ;-)

Ingredienser:

Dej:

  • 100 g smør
  • 1 dl koldt vand
  • 250 g mel
  • 1 tsk salt

Fyld:

  • 6 store løg
  • 150 g bacon (frit valg mellem tern og skiver)
  • 4-5 æg afhængig af størrelse
  • 1½ dl mælk
  • salt
  • peber
  • Ca. 100 g revet ost

Fremgangsmåde:

Skær smørret ud i stykker og tilsæt vand og salt. Ælt melet i dejen lidt efter lidt til dejen er blød og en lille smule klistret. Lad dejen hvile i køleskabet en times tid.

Skær løgene ud i ringe og steg dem på en pande til de er bløde. Steg også baconen lidt – den skal bare være blød, ikke sprød. Pisk æggene let og tilsæt mælken og salt og peber efter smag.

Rul dejen ud og kom den i en passende form. Bag den blindt ved 200 grader i 15 minutter. Kom løgene og baconen i formen og hæld æggeblandingen over. Drys til sidst osten over. Bag tærten i ca. 35 minutter ved 200 grader.

Tærten er god sammen med en salat :)

Sidst redigeret: 25. juni 2011

Pølsehorn

En nem opskrift på pølsehorn, der altid er et stort hit. Der bliver ca. 40 pølsehorn af opskriften, men den kan selvfølgelig sagtens ganges op eller ned, hvis man har brug for det. Jeg tillader mig at kalde dem pølsehorn, selvom jeg egentlig ikke er vild med at forme dem som horn, men det kan man selvfølgelig bare gøre, hvis man synes :-) I så fald synes jeg det er nemmest at rulle dejen ud som til en pizza og skære små slices af den.

Jeg synes det er nemmest at bruge forholdsvist slanke pølser, og det er det opskriften er beregnet ud fra. Hvis man bruger tykkere pølser til pølsehornene får man ikke den fine aflange form, men de smager jo nok lige så godt alligevel :-)

Ingredienser:

  • 3 dl vand
  • 325 g durummel
  • ca. 175-200 g almindeligt hvedemel
  • 50 g gær
  • 3 tsk sukker
  • 1½ tsk salt
  • 110 g smør
  • 700 g pølser
  • æg eller mælk til pensling
  • ketchup el. lign. til dyppelse
  • evt. sesamfrø, birkes eller andet pynt

Fremgangsmåde:

Rør gæren ud i vandet og tilsæt sukker og salt. Tilsæt durummelet og rør godt rundt. Tilsæt hvedemelet lidt efter lidt og ælt dejen godt. Skær smørret ud i mindre stykker og arbejd det ind i dejen. Hvis den er meget klistret, kan der tilsættes lidt ekstra mel.

Lad dejen hæve mindst en halv time. Del dejen i to og rul den ud til store, tynde firkanter. Skær hvert stykke ud i ca. 20 firkanter. Del pølserne i passende stykker (omkring 5 cm, hvis det er slanke pølser) og rul dem ind i dej-firkanterne, så der dannes et lille aflangt brød. Læg dem med samlingen nedad på en bageplade og lad dem hvile i ca. 20 minutter.

Pensl pølsehornene med sammenpisket æg eller mælk og drys evt. med birkes, sesamfrø eller lignende. Bag dem ca. 13-15 minutter ved 200 grader og server dem lune med ketchup til at dyppe i.

Pølsehornene kan sagtens fryses :-)

Sidst redigeret: 25. juni 2011

Brombær-sorbet

Lækker, cremet brombær-sorbet, der er dejlig forfriskende og passer fantastisk sammen med f.eks. en chokoladeis. Den er noget syrlig, og det synes jeg er én af dens store styrker, men man kan selvfølgelig altid komme lidt mere sukker i, hvis man foretrækker en sødere is.

Brombær-sorbeten kræver en ismaskine, og hvis man ikke har sådan én, er det bare med at anskaffe én. Vi har haft vores i et års tid, og vi har ikke købt en eneste færdig-is i al den tid – det kan simpelthen ikke betale sig, når man selv kan lave så uforskammet god is.

Ingredienser:

  • 380 g brombær (enten frosne eller friske)
  • 80 g sukker
  • 1,2 dl vand
  • evt. lidt citronsaft (kan tilsættes ismassen afhængig af bærrenes sødme – men husk at noget af ismassens sødme forsvinder, når den fryses)

Fremgangsmåde:

Lav en sirup blande sukker og vand og lade det koge i ca. 10 minutter. Bland bærrene i siruppen og lad dem tø, hvis de er frosne. Blend massen til den er en ensartet pure og lad den køle af til stuetemperatur, inden den kommes i ismaskinens skål. Lad brombær-sorbeten køre indtil den har den ønskede konsistens og kom den derefter i fryseren, indtil den skal spises.

Sidst redigeret: 2. juni 2011