Risengrød

God og nem opskrift på risengrød, der er perfekt til jul og en god basis for ris a la mande.

Der er nogle få regler, når man skal lave risengrød, og følger man dem, går det som en leg. For det første skal man bruge en tykbundet gryde, for det andet skal man IKKE bruge flere ris end der står i opskriften (selvom det ikke virker af meget) og for det tredje skal man røre meget ofte i gryden.

Ingredienser:

  • 125 g grødris
  • ½ dl vand
  • 1 liter mælk (af eget valg)
  • 1 vaniljestang (kan undlades, men smager rigtig godt – er dog obligatorisk, hvis det drejer sig om ris a la mande)
  • en lille smule salt

Fremgangsmåde:

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Bring vandet i kog, og kog risene heri et par minutter på fuld varme. Tilsæt mælken, vaniljekornene og den flækkede vaniljestang. Lad mælken koge op under hyppig omrøring (mælk brænder utroligt let på) og skru herefter ned på så lav varme som muligt. Nu skal der røres ofte, men ellers skal man bare vente på, at grøden får den rigtige tykkelse. Det kan godt tage en times tid.

Når grøden er færdig fjernes vaniljestangen og grøden smages til med salt – og serveres med kanelsukker og smørklat :-)

Hvis risengrøden skal bruges til ris a la mande er det vigtigt at huske at undlade salt, for det passer rigtig dårligt til flødeskum og mandler. Se opskriften på ris a la mande.

Offentliggjort: 8. december 2010 under Desserter.
Tags: ,

Kommentarer

Pingback fra Ris a la mande | Camilla Sloth
8. december 2010 at 14:15

[...] En portion risengrød uden salt [...]

Skriv en kommentar