Cheese puffs

Cheese puffs er en amerikansk version af de klassiske franske gourgères. Cheese puffs er en fantastisk ostesnack, der er rigtig god at servere som en lille appetizer inden maden eller som en snack til øl eller andre kolde drikke.

Idet ost er en hovedingrediens i cheese puffs, er det rigtig vigtigt at bruge en ordentlig én – jeg vil ikke se nogen pizza toppings her (eller nogen som helst andre steder). Riv enten selv osten af f.eks. et godt stykke emmentaler, gouda eller cheddar, eller køb en god færdigrevet ost, hvis du ikke er allerbedste venner med dit rivejern. Det fungerer også rigtig godt at blande flere forskellige oste – f.eks. er parmasan også en velkommen gæst i de her ostesnacks.

Ingredienser

  • 75 g smør
  • 2 dl vand
  • 3 æg
  • 75 g reven ost
  • 75 g mel
  • ½ tsk salt
  • ½ tsk peber
  • evt ½ tsk sennepspulver eller et andet krydderi, man kan lide

Fremgangsmåde:

Hæld vandet, smørret, saltet og sennepspulveret i en gryde og varm det op på det højeste blus til det koger. Skru lidt ned. Kom al melet i på én gang og rør det hurtigt sammen med en træske. Rør godt i blandingen i et minuts tid. Sluk for varmen og lad det køle af et par minutter. Kom et æg i og rør rundt, til dejen er jævn igen. Gør det samme med det to resterende æg – ét ad gangen. Kom herefter osten og peberen i og rør godt rundt.

Tænd ovnen på 225 grader. Form dejen med to skeer til små kugler med en diameter som omtrent en femmer. Sæt dem med god afstand på en bageplade, for de hæver ret så meget. Der bliver nok ca. 24 – 30. Nogle opskrifter anbefaler at bruge en sprøjtepose, men jeg kan personligt ikke anbefale det – jeg synes det bliver noget griseri. Bag dine cheese puffs i ca 10 minutter og skru så ned for varmen til ca. 175 grader. Bag dem 10-15 minutter mere til de er gyldne uden på og bløde indeni.

Server helst cheese puffs mens de er lune (så smager de mest fantastisk), men de er bestemt også gode kolde.

Hvis du vil have endnu flere snacks på bordet, så prøv også saltmandlerne, der altid er et hit.

Offentliggjort: 10. december 2010 under Snacks.
Tags: , , , , ,

Skriv en kommentar