Gulerodskage med philadelphia-glasur

Her er opskriften på en rigtig god gulerodskage, som alle kan lide. Jeg har faktisk aldrig mødt nogen, der ikke var helt vild med den. Det eneste svære ved at lave gulerodskagen er, at man ikke må spise den før adskillige timer efter, den er kommet ud af ovnen – den skal nemlig være kold, før philadelphia-glasuren kommes på.

Der bliver en stor og ret tung kage, der snildt kan række til 16-20 personer.

Ingredienser:

  • 300 g mel
  • 1 tsk bagepulver
  • ½ tsk natron
  • ½ tsk stødt nellike
  • ½ tsk stødt muskatnød
  • en smule salt
  • 4 æg
  • 335 ml smagsneutral olie, f.eks. solsikkeolie
  • 450 g sukker
  • 2 revne gulerødder, ca. 125 g. i alt
  • 150 g hakkede valnødder

Glasur:

  • 100 g smør
  • 250 g philadelphia
  • 125 g flormelis

Fremgangsmåde

Sigt mel, bagepulver, natron og krydderier sammen og sæt det til side. Pisk olien og sukkeret sammen og tilsæt to af æggene. Del de to resterende æg i hvider og blommer og tilsæt de to blommer til sukkerblandingen. Rør gulerødderne og nødderne i og vend melblandingen i dejen. Pisk æggehviderne stive og vend dem forsigtigt i.

Hæld dejen i en bradepande og bag den i ca. 45 min ved 180 grader. Tjek med en gaffel i midten om den er færdig – der må ikke klistre dej til gaflen. Lad kagen hvile i bradepanden og lad den blive helt kold, inden philadelphia-glasuren kommes på. Glasuren laves ved at piske ingredienserne sammen – helt simpelt. Når glasuren er kommet på skal den i køleskabet i hvert fald et par timer, inden den spises.

Det er en type kage, der har rigtig godt af at stå og trække.

Offentliggjort: 8. september 2010 under Kager & Brownies.
Tags: ,

Skriv en kommentar